Logo for Verdensmålene
Logo for Verdensmålene

Biblioteket vil være drivkraft for verdensmålene

18.05.21
20 danske biblioteker, heriblandt Middelfart Kultur & Bibliotek, går nu i front for at udvikle og afprøve en model til at engagere lokale borgere i verdensmålene.

Målet med projektet er, at det skal afføde en mangfoldighed af lokale initiativer på tværs af landet, som borgerne kan mødes om og drive i fællesskab med støtte fra biblioteket. Samtidig skal biblioteket selv være med til at vise vejen ved at udvikle mere bæredygtige løsninger i eget hus.

Modellen skal danne grundlag for en verdensmålscertificering for biblioteker, som kan give landets biblioteker en fælles ramme for arbejdet med verdensmålene.

Certificeringsprogrammet lanceres i løbet af projektet og åbnes, så alle interesserede biblioteker kan deltage. Programmet vil samle og bygge oven på de eksisterende erfaringer, og det skal tydeliggøre bibliotekernes muligheder for at spille en aktiv rolle, ikke bare gennem oplysning om verdensmålene, men ved at bidrage til konkret handling. Det skal ske ved, at bibliotekerne både selv bidrager til mere bæredygtige løsninger og ansporer de lokale borgere til at engagere sig. 

På bibliotekerne i Middelfart er arbejdet med verdensmålene allerede godt i gang. Bibliotekerne har et tæt samarbejde med klimafolkemødet om flere klimarelaterede arrangementer. Konkret er der en lang række arrangementer om bæredygtig kunst og kultur på programmet i sensommeren - som alle tager afsæt i verdensmålene. Til dagligt arbejdes der også en hel del med at implementere flere bæredygtige løsninger i hverdagen og det er noget bibliotekerne i Middelfart kommer til at arbejde meget mere med fremadrettet.

De 20 biblioteker går nu i gang med at udfolde det potentiale ved at blive kulturbærere for en bæredygtig udvikling og opbygge fællesskaber, hvor folk kan mødes, sætte initiativer i værk og opleve, at de i fællesskab kan bidrage og gøre en forskel.

Har du selv en idé til et klimavenligt tiltag er du meget velkommen til at kontakte os på: bibliotek@middelfart.dk