Marias Klumme

Bibliotekets litteraturformidler Maria Guldager Rasmussen læser en del og funderer ikke mindre. Følg hendes litterære spor og tanker.

2022:05

Noget om at tænke selv - eller lade være

Det siges, at det er uhyre vigtigt at holde hjernen i gang. Den skal trænes, motioneres om man vil, og i takt med at man bliver ældre, er det så meget desto vigtigere at udfordre de små grå - (som i dette tilfælde IKKE er noget, man kan drikke, men derimod et andet udtryk for hjerneceller) – så man kan modarbejde demens o.lign.

Der findes adskillige ting, man kan gøre for at holde hjernen i gang, og bl.a. sudoku, kryds-og-tværs samt at lære noget nyt som f.eks. et sprog er gode midler til hjernegymnastik. Nå ja – og så skulle det faktisk også være en god øvelse at forsøge at huske, hvad man skal købe, når man er ude at handle ind i stedet for fluks at konsultere sin dosmerseddel. Den kan man så medbringe som en slags facitliste, der kan bringes i spil, inden man går til kassen og betaler. Bare for en sikkerheds skyld.

Mit eget private hjerneprojekt lægger sig lidt op ad ovenstående eksempel med indkøbssedlen, men drejer sig i stedet om madopskrifter. Og her er jeg nødt til at afsløre følgende: Jeg er en entusiastisk, men jammerlig, kok. Jeg ved godt, at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe, men i dette tilfælde har jeg seriøst slet ikke noget lys at gøre godt med. Derimod synes jeg også, at man bør vedgå, når der er noget, man vitterligt ikke er skrap til, og min akilleshæl (én ud af mange) er altså madlavning. Og derfor giver det mening at prøve at huske, hvordan man laver forskellige retter – uden brug af kogebøger. Således burde jeg kunne træne såvel hjerne som kulinariske evner.

Lad det dog bare være sagt med det samme: Projektet går ikke godt. Og madlavningen endnu mindre. Det bedste eksempel, som altså er hentet direkte fra virkelighedens verden, er, at jeg i en alder af 46 ikke er i stand til at koge havregrød uden at slå op i en kogebog. Og for at gøre ondt værre er dén bog, jeg henter min havregrødsopskrift i, en børnebog. Den hedder ’Frøken Flora - hvad alle børn bør vide om madlavning, rengøring, vasketøj og meget andet’ og findes på hylden i børnebiblioteket. Selvom jeg har mit eget eksemplar derhjemme; det er klart – ellers ville jeg jo aldrig få havregrød.
> Lån 'Frøken Flora - hvad alle børn bør vide om madlavning, rengøring, vasketøj og meget andet'

På trods af at det vist nok hverken er svært eller omsiggribende at koge havregrød, er det endnu ikke lykkedes mig at huske forholdet mellem gryn og mælk, og det er stensikkert, at jeg ville glemme at salte grøden, hvis jeg ikke kiggende i opskriften. Hver lørdag morgen (jeg spiser kun havregrød i weekenderne) står jeg med et tomt blik i øjnene og glaner ud af køkkenvinduet i et hæderligt, men krampagtigt, forsøg på at huske, hvordan man laver den grød.
For øvrigt gør det åbenbart ikke den store forskel, om jeg husker en opskrift eller slår op i en kogebog. Den forbandelse, der hviler over mine gastronomiske færdigheder, kommer nemlig til udtryk ved, at alt, hvad jeg laver, smager fuldkommen ens. Nemlig ikke af noget. Og det har jeg mine nærmestes ord for. I ved selv, hvem I er.

> Læs Marias tidligere klummer