En skabs-svensker afslører sig selv
Jeg er ikke særligt berejst. Og jeg ejer nærmest ikke den ringeste form for udlængsel. Det er mig til stadighed lidt af en gåde, hvorfor folk er så vilde efter at rejse til et eller andet (typisk varmt!) land, og hvis jeg var så uheldig at vinde en rejse til en eksotisk destination, ville jeg være villig til at betale for at slippe. Men som med så meget andet, er det gerne undtagelsen, der bekræfter reglen, og min undtagelse hedder Sverige – ydmyg, som jeg er.
Derfor aflagde jeg et kort visit i Malmø og Lund i sommers, hvor jeg gjorde en dyd ud af at gå rundt og se svensk og indfødt ud. Hvis jeg bliver rigtig modig, og jeg ikke er i selskab med folk, som kan blive pinligt berørte, drister jeg mig også ind imellem til at tale noget, der med lidt god vilje kan minde om svensk – sådan lyder det i hvert fald i mine egne ører. Og jeg griber også gerne svenske tryksager, som jeg så står og læser afslappet og hjemmevant i. På den måde er jeg med andre ord en svensk dame, når ånden kommer over mig, og det kan den jo nemt gøre, når man befinder på den anden side af Øresund.
En morgen fandt jeg mig selv slentrende rundt i Lund, og da kl. blev 9, og biblioteket åbnede, gik jeg (selvfølgelig!) derind. Hilste svensk på personalet og lignede som sagt én, der var så svensk, at det halve kunne være nok. Hvis sandheden skal frem, gik jeg sådant set bare og ventede på, at jeg kunne tillade mig at spise dagens første kanelbulle. Eller blåbärspaj med vaniljsås. Helst begge dele… Det gik jeg lige og grundede lidt over.
Og måske var det fordi, jeg blev så optaget af mit forestående indtag af svensk bagværk, at mine fødder – helt uden mit vidende – bragte mig sporenstregs hen til reolen med… dansksproget litteratur. Fordi jeg har besøgt biblioteket i Lund flere gange før, vidste jeg jo, hvor netop dén reol var, og før jeg fik set mig om, havde jeg fremskaffet en lille stol og simpelthen taget ophold foran denne reol, hvor jeg nu underholdt mig med at læse et essay af Kristian Bang Foss og tegneserien ’Forklædt som voksen’ af StineStregen. På dansk, ja.
> Lån 'Forklædt som voksen'
Hermed faldt jeg så lige ud af rollen som svensker en halv times tid, så for at genvinde min svenske ham, forlod jeg derefter skyndsomt den dansksprogede reol og biblioteket og satte kursen direkte mod byens boghandlen. Her var det første, der sprang mig i øjnene, at krimien ’Döden går på visning’ (på dansk hedder den ’Døden går til fremvisning’) af Anders De la Motte og Måns Nilsson lod til at gå som varmt brød. Og da jeg tidligere med fornøjelse har læst De la Mottes ’Skånekvartetten’, som består af krimierne ’Sensommerjagt’, ’Efterårssorg’, ’Vinterild’ og ’Forårsoffer’, tog jeg lige en mental note om, at denne ’Døden går til fremvisning’ også skulle lånes og læses ved førstkommende lejlighed. Og det har jeg gjort nu. På dansk. Det falder mig alt andet lige mest naturligt.
> Lån 'Døden går til fremvisning'
> Lån 'Sensommerjagt'
> Lån 'Efterårssorg'
> Lån 'Vinterild'
> Lån 'Forårsoffer'