Rør blot ikke ved min gamle jul
Foregående klumme handlede om traditioner – og det lader til at være et nærmest uudtømmeligt emne, idet jeg ikke har kunnet komme uden om at beskæftige mig med det endnu en gang. Det kan selvfølgelig godt hænge sammen med, at vi netop nu er midt i den højtid, som nok er den allermest traditionede af alle højtider, og man derfor ustandselig bliver mindet om dem. Altså, om traditionerne. De blev i hvert fald meget præsente den dag, min datter og jeg skulle pynte til jul. Her følger en minutiøs og deltaljeret gengivelse af, hvad der udspandt sig i vores hjem den dag.
Følgende personer er til stede:
Rebecca – 16 år
Maria – 46 år
Kasserne med julepynt er hentet op fra kælderen. Nu står de i stuen, og både R og M går og piller ting op af kasserne for at hænge eller sætte dem de steder, de plejer at pynte.
R: Neeeej, se!
Hun fremdrager to keramiknisser – én af hvert køn – som man kan stille et lys indeni.
M: Åh, de rædsler! Hvis de skal frem i år, skal de stå ude i opgangen, som de plejer, så jeg slipper for at kigge på dem mere end højst nødvendigt.
R vender det hvide ud af øjnene, finder nogle batteridrevne fyrfadslys, og sætter nissepige og ditto-dreng ud i opgangen. Hvortil de har været forvist i flere år.
M: Vi risikerer vel, at folk ikke tør at besøge os, når de bliver mødt af de der to uhyggelige gespenster.
Det kommenterer R ikke på.
R: Hvor er de der julebukke af halm?
Stilhed.
R: Mor! De der julebukke, du ved. Hvor er de?
M har ryggen til og pusler optaget med nogle julekugler. Meget optaget.
R: Hallooooo!!! Julebukkene! Hvor er de?
M ser påtaget tænksom ud.
M: I kælderen, vil jeg tro.
R: Hvorfor har du ikke taget dem med op, da du hentede alt det andet?
M ligner nu én, der leder efter et virkelig godt svar.
R: Lod du dem ligge med vilje?
M: N… narhj… hmmm…
R: Hent dem! Nu! Og hvis der er mere dernede, tager du det med med det samme. Er du med?
M: Er det nødvendigt?
R: Ja, det er nødvendigt.
M kapitulerer, slæber sig i kælderen og finder tre julebukke + en cementnisse, der enten kan bruges som dørstopper. Eller mordvåben. That depends.
Tilbage i lejligheden tager R overstrømmende imod julebukkene og cementnissen. M får en noget køligere modtagelse.
R: Hvorfor vil du ikke have de her to stående i stuen?
Hun fremviser nu en hybrid mellem en rotte (eller er det en mus?) og en nisse af filt samt en nissefigur af mærket Klarborg.
M: Fordi jeg synes, de er grimme! Jeg er simpelthen bare ikke vild med nisser. Hvis de skal frem, må de stå inde hos dig. Jeg får mareridt, hvis de skal opholde sig her i stuen.
R: Hvis du ikke kan lide grimme nisser, hvad er så dét?
Hun peger på to julemus, der begge er iført nissehue, og som bestemt har set bedre dage. Den ene klamrer sig til bogreolen. Den anden har taget ophold på balkonen på en kirkelignende konstruktion, der står ovenpå føromtalte bogreol.
M: Jamen, det er jo noget andet med de to. Dem fik jeg af morfar, da jeg var en helt lille pige. Det glemmer jeg aldrig. De minder om noget rart.
R: Og jeg har købt denne (her fægter hun med filt-tingesten, der skal ligne en rotte-muse-nisse) på et loppemarked, da jeg var mindre!
Hun ligner én, der virkelig har sat trumf på nu.
M: På et loppemarked?! So what? Hvis du synes, den vinder i værdi på grund af dét, kan du som sagt stille den inde hos dig selv.
R: Og den her (nu er det Klarborg-nissen, der refereres til) har jeg fået af mormor!
M: Jamen, så stil dem da for helvede frem inde hos dig selv! Hvis de er så vigtige! Det bliver de sgu ikke kønnere af!
R begiver sig ind på sit værelse med begge nisser og julebukkene på slæb. Cementnissen har overværet hele optrinnet fra spisebordet og ligner én, der gruer for sin skæbne.
Da R har bragt bukke og nisser i sikkerhed på sit værelse, vender hun med fornyet styrke tilbage til stuen.
R: Og hvad så med dén?
Hun henviser til cementnissen på bordet.
M: (med spagfærdig røst) Er den vigtig? Jeg er faktisk ikke så vild med den.
R: Ja, vel er den vigtig! Jeg lavede den i klubben. Det var et kæmpe arbejde!
M prøver at skjule, at hun har glemt, at det er R, der har lavet cementnissen i klubben, dengang hun var mindre. Hun redder den på målstregen.
M: Selvfølgelig. Den er også ret sød. Hvor er det, den plejer at stå?
Der opstår nu en vis tilfredshed fra begges side. Cementnissen indtager sin vanlige plads ved siden af skoreolen i entreen, hvor den venter på det rigtige øjeblik til, at M støder sin tå hårdt ind i den. Den slags kan godt gøre ondt. Men er alligevel langt mindre smertefuldt, end hvis en juletradition skulle brydes.