Jeg læser, altså er jeg
Før i tiden – altså dengang man ind imellem gik til fester eller sammenkomster, hvor det kunne ske, man traf sammen med folk, man ikke havde set før – var det meget almindeligt at spørge til, hvad folk laver. Hermed menes (underforstået), at man ønsker at vide, hvad der er folks arbejde. Eller sagt med andre ord: Hvorledes man ernærer sig. Det er et spørgsmål, der aldrig glipper og aldrig går af mode, og selv i de tilfælde, hvor den adspurgte faktisk ikke har et (lønnet) arbejde, giver det anledning til yderligere uddybning, fordi der som regel er en ganske plausibel grund til, at det ikke er tilfældet o.s.v. o.s.v.
Som mange andre holder også jeg meget at tale om mig selv – og hvis ikke dét lige falder naturligt så i hvert fald om noget, der interesserer mig. Og derfor burde det jo være et kærkomment stikord, når folk spørger til min profession. Desværre får jeg bare tit en kedelig oplevelse ud af det, når jeg sådan skal beskrive mit virke. Det kommer sig af, at når jeg først har fået forklaret, hvori mit arbejde som litteraturformidler består, så stiller folk næsten altid samme opfølgende spørgsmål: ”Nå, men hvad læser du så for nogle bøger?” Og af besynderlige årsager får jeg aldrig rigtig svaret fyldestgørende.
”Jamen, æhh….” begynder jeg gerne. ”Jeg læser…” (lang, eftertænksom pause, hvor jeg indstiller blikket på uendeligt og forsøger at ligne én, der lige om et lille øjeblik vil afsløre noget meget afgørende og muligvis revolutionerende). ”Jeg læser…” gentager jeg nu for at vinde tid. Når jeg kan se, at min samtalepartners blik begynder at flakke og søge nye, og mere medgørlige, græsgange, ser jeg mig i min desperation nødsaget til at sige bare et eller andet, så det ender som regel med: ”Jeg læser… alt muligt.”
Et mere intetsigende og røvsygt svar skal man virkelig lede længe efter. Og det er jo ulykkeligt, for i virkeligheden vil jeg selvfølgelig inderligt gerne tale om litteratur. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal svare på spørgsmålet om, hvilke bøger jeg læser. Så nu har jeg sat mig for, under tilblivelsen af denne klumme, at forsøge at indkredse, hvad det typisk er for bøger, jeg læser. Suk… Godt så. Here we go! Jeg læser…. (Hvad I ikke kan se er, at jeg nu rejser mig og går ud for at lave en kande kaffe. Slår dej op til et brød. Hænger vasketøj op. Synger med på fire på hinanden følgende numre på P4: Et med Tue West, et med Amy Winehouse, et med DAD og et med Annika Aakjær. Løser en kryds-og-tværs. Bladrer i en kogebog. Skæver til min støvede krydderihylde, mens jeg overvejer, om jeg skal tage en klud og støve den af, men her går alligevel grænsen. Og NU er jeg så tilbage ved computeren og nærværende klumme.) Jeg læser… bøger.