Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Den ventede 2. del af Mænd der hader kvinder har samme umage makkerpar i hovedrollerne som trilogiens første bind, men denne gang med den umyndiggjorte autist-Pippi, karateekspert, mester-hacker og kompromisløse efterforsker, Lisbeth Salander, i centrum. Den dybdeborende journalist Mikael Blomkvist på bladet Millennium er på sporet af en stor sag om trafficking/international prostitution og kriminelle netværk med højtplacerede folk. Sagen resulterer bl.a. i et dobbeltmord på et par efterforskere. Imens er Lisbeth Salander i gang med bl.a. et opgør med både baggrunden for sin personlighed og med sin sagførerværge. Her er hævn og kontant afregning hendes effektive virkemidler, samtidig med at hun løser flere matematiske gåder samt rejser rundt i verden. Hun anklages for mordene, og de to hovedpersoners sager krydses modvilligt, men uafvendeligt. Plottets og handlingens øvrige mange elementer passer sammen i en større og meget underholdende og spændende helhed på trods af flere usandsynligheder og fantasifulde påhit fra forfatteren. Bogen er som første bind meget velskrevet og konstant overraskende, morsom, med kritiske holdninger til samfundets uretfærdigheder og vildt spændende. Bogen sluges hurtigt pga. spændingen, inden en omgang mere nydelsesfuld læsning følger. Der er forklarende referencer til bind 1, men de bør læses i rækkefølge Der er lagt fint op til bind 3!