Læsehunden Chanel
Læsehunden Chanel

En hund efter historier

15.09.18
Læs med læsehunden Chanel på Nørre Aaby Bibliotek.

Det kan være svært at læse højt for andre - især for voksne, men en sød rolig hund er en helt anden sag. På biblioteket i Middelfart kan man læse med tre forskellige hunde, der er vilde med at lytte til historier. Nu har Nørre Aaby Bibliotek også fået sin helt egen læsehund. 

Læs højt for Chanel
Læsehunden Chanel lægger vejen forbi Nørre Aaby Bibliotek hver tirsdag eftermiddag hvor børn, som har brug for lidt ekstra motivation til at læse kan læse højt for hende. Læsehunden kan give barnet en god læseoplevelse ved at give det muligheden for at finde tryghed, glæde og selvtillid i at læse. At læse højt for en opmærksom, tålmodig og kærlig lytter, der ikke retter eller afbryder, kan hjælpe et barn videre i sin læsning.

Hvordan foregår det
Biblioteket lægger rum til og foreningen Læsehunde sørger for den trofaste læsehund ligger klar. Der sker ingen vurdering eller rapportering. Man har egne historier med eller biblioteket kan hjælpe med at finde egnede tekster. Selve aktiviteten går ud på, at barnet mødes med et læseteam på det lokale bibliotek og læser højt for hunden. Læsningen foregår en gang om ugen på biblioteket og vil vare cirka en halv time pr. gang. Forløbet varer ca. 6 uger. Læsehundens ejer forholder sig neutralt under aktiviteten, men er klædt på til at støtte, opmuntre og guide læsningen, når det kræves. Forældre deltager ikke i læsestunden - barnet skal føle sig så fri som muligt.

Foreningen Læsehunde er frivilligt funderet og tilbuddet er gratis for alle parter. Man aftaler forløbet med foreningen Læsehunde.

>Skriv til foreningen Læsehunde 
>Se mere