Noget om decibel
Som visse allerede vil vide, er jeg ikke udpræget teknisk optaget. Jeg er på langt de fleste teknologiske områder dét, man vist nok kalder en ’late bloomer’, og derfor er det heller ikke engang et år siden, jeg kastede mig ud i at være indehaver af en smartphone. Og med erhvervelsen af sådant et vidunder følger jo den ene åbenbaring efter den anden. (Selvom jeg stadig opretholder en ret uimponeret facade.)
På min smartphone (og sandsynligvis alle andres) findes sådan en sundheds-app med et fint hjerte på. Den kan fortælle en masse mere eller mindre interessante ting om både mig og mine bevægelser, og så deler den også rundhåndet ud af artikler om både puls og kredsløbskondition og håndvask og hørelse. Og det er sidstnævnte, der ligger til grund for denne klumme, da min arbejdsplads (altså, biblioteket som institution) sjovt nok var bragt i spil i omtalte artikel.
Overskriften på artiklen lød ”Derfor er høresundhed vigtigt”, og det syntes jeg lød interessant, hvorfor jeg klikkede mig ind på teksten. Her blev jeg i første omgang klogere på, hvordan øret tager imod lyd og omdanner lyden til impulser, som hjernen efterfølgende kan tolke. Lydniveauer måles i decibel og er i den høje ende, så snart det kommer over 80 dB. Og man skal derfor passe på med, hvor længe og hvor ofte man udsætter sig for voldsomme og høje lyde.
Til at eksemplificere lydniveauer var der valgt forskellige situationer, vi alle kender fx ’hvisken’, ’støvsuger’ og ’ambulance med udrykning’. Hvad der imidlertid overraskede mig var, at også termen ’Bibliotek’ var anbragt på listen, der skulle vise, hvad der var henholdsvis højt og lavt på decibel-skalaen. Niveauerne var listet med det laveste antal dB først, og her figurerede først ’hvisken’, der lader sig definere ved at være på 30-39 dB. Altså, lavt. Og lige efter ’hvisken’ fulgte så min egen aktive og særdeles levende arbejdsplads! ’Bibliotek’ stod der – efterfulgt af oplysningen om, at på et sådant sted ligger decibellerne blot på 40-49. Altså, indenfor rammen og absolut i den gode ende af lydniveau-hierarkiet. Faktisk er et vejrforhold som ’Moderat regn’ højere, idet det ligger på 50-59 dB, og en almindelig samtale åbenbart svinger sig helt op på 60-69 dB. Og her er jeg nødt til at skyde en undren ind, idet min egen opfattelse og erfaring med at befinde mig på et bibliotek (næsten dagligt) ikke helt stemmer overens med de oplysninger, der her er blevet mig præsenteret.
Der var engang (sådan begynder jo alle gode historier), hvor biblioteket vist nok var et sted, der var ganske tyst, og hvor man – hvis man endelig formastede sig til at sige noget – blev bedt om at hviske. (Vi husker, at der dermed at tale om bare 30-39 dB. Se ovenfor.) I dag ser det dog mange steder ret anderledes ud. For det første føres der helt almindelige samtaler (ergo: vi bevæger os nu op på et niveau på 60-69 dB) på biblioteket, og for det andet er her også ofte legende børn (de frembringer altså lyde, som med garanti ligger noget over den almindelige samtale i dB), strikkende damer (de kan også godt tale højt), begejstrede foredragsholdere, engagerede publikummer der klapper (og måske pifter, hvis de kan den slags), og mange andre slags aktører, som frembringer lyde, der ligger noget over de 40-49 dB, som biblioteket jo ellers skulle være en salgs målestok for.
Men det er helt okay. Biblioteket er åbenbart stadig i nogles bevidsthed et stille sted – og det kan det skam også være. Det kan dog også være lige det modsatte.