Vi bringer hermed en advarsel: Fare for forlæsninger!
Endnu engang har jeg tyet til opslagsværker af såvel virtuel som fysisk karakter for at få helt styr på et begreb. Et, synes jeg, både overset og lidet benyttet ord, faktisk. Som jeg personligt tror fylder langt mere i vore liv end vi ved eller vil være ved. Jeg vil dog godt. Være ved det, altså. Det sker nemlig for mig fra tid til anden, og jeg ved, at det også tidligere er sket for andre. Bl.a. Madame Bovary og Don Quixote. Dem gik det dog værre end jeg, trods alt.
Jeg taler om at forlæse sig. Altså, at læse så meget så man bliver træt af eller misforstår det, man læser. Hvilket for mig at se egentlig er to ret forskellige definitioner af ordet. Og den sidste er da langt den interessanteste! Det er nemlig her, det kan gå rasende galt, hvis man ikke enten har en meget stærk karakter eller er omgivet af velmenende mennesker, som lige sørger for, at det ikke stikker helt af med én. Som det eksempelvis gjorde for ovenfor omtalte Don. Han havde nemlig forlæst sig på ridderromaner, og måtte af samme grund se sig selv fise rundt i Spanien på krikken Rosinante, skarpt forfulgt af sin rygklapper (og redningsmand!) Sancho Panza (som for sin del måtte transportere sig på et æsel.) Don Quixote tog kampen op (også selvom der som udgangspunkt slet ingen kamp var) med uskyldigheder som fx vindmøller og får, som han fejlagtigt antog for at være nogle fjender, der med vold og magt måtte nedkæmpes. Han var inderligt at beklage.
> Lån Don Quixote
For Madame Bovary, hovedperson i Gustave Flauberts roman af samme navn, gik det ikke spor bedre. Her var det dog romantiske værker, kærlighedshistorier om man vil, der viste sig at være synderen. Emma Bovary havde forlæst sig på denne form for lekture, hvilket resulterede i en lang række af ulykkelige begivenheder, da hun ikke kunne slå sig til tåls med sin (okay, kedelige) ægtemand, men ustandselig måtte jagte den romantiske kærlighed, som altid er varmest i begyndelsen og som desuden også kan være forklædt som en smuk, men lusket og fej, mand. Ak, havde hun dog bare aldrig LÆST SÅ MEGET!
> Lån Madame Bovary
Jamen dog – er det virkelig dét, der må vise sig at være moralen i denne klumme? At man simpelthen skal forsøge at styre sin læselyst, så det ikke ender med, at man enten truer de nys opsatte og energivenlige vindmøller eller kaster sin kærlighed på den første den bedste, der gør sig skyldig i dét, der er årsagen til, at der i dag er noget, der hedder #MeToo? Gud forbyde det! Og hvordan var det nu lige med Deres helt egen klummeskribøse? Afslørede hun ikke indledningsvist, at også hun ind imellem forlæser sig? Og hvor galt er det så gået hende?
Der manes hermed til besindighed, og jeg kan berolige med, at man undgår forlæsninger, så længe man sørger for at læse en hel masse forskelligt. Så enkelt er det. Og hvad klummeskribøsen angår, går hendes forlæsninger mere ud på, at hun i skønlitteraturen nogle gange ”møder” figurer, som kan være så inspirerende, at hun på en svag dag næsten tror, at hun ER vedkommende! Det sker som oftest med romanfigurer af hunkøn i en moden alder, mørkhårede, til den buttede side, personkarakteriseret ved lige dele fanden-i-voldskhed, krukkeri og introverte tendenser. Og sådan er der så meget.