Synkronlæsning - fordele og ulemper
Der er meget blandede meninger om, hvorvidt det er tilrådeligt at have gang i mere end én bog ad gangen. Nogle læser ALTID i flere bøger på samme tid (altså, forstået på dén måde, at man ikke læser én bog færdig, før man begynder på en anden), mens andre ALDRIG kunne drømme om så meget som at skæve til en anden bogs forside, før de har læst dén til ende, de er i gang med nu.
Jeg tænker, at det naturligvis er en smags- og temperaments-sag, men som den pligtopfyldende litteraturformidler, jeg er, vil jeg selvfølgelig hellere end gerne bistå med facts og gode råd om såvel den ene som den anden tilgang. Og vanen tro er mine observationer og deraf følgende påstande baseret på fuldkommen subjektive og uvidenskabelige hændelser. Men det bliver de jo ikke nødvendigvis usande af.
Personligt læser jeg som oftest i flere bøger på samme tid. Ergo praktiserer jeg dét, vi her vil kalde synkron-læsning. Det fungerer udmærket for mig og tjener indtil flere formål. For det første betyder det helt lavpraktisk, at jeg ikke behøver at flytte alt for meget rundt på min lekture. Jeg har nemlig en bog i min rygsæk, som jeg læser i på vej til og fra arbejde, og hvis jeg evt. skulle strande et sted (medbringende min rygsæk, forstås.) Så har jeg en bog liggende på stuebordet, som jeg læser i siddende i min sofa. Ydermere ligger der en bog på mit natbord, som jeg læser i sengen. Og endelig står der også ofte en bog på badeværelset, som jeg læser i, når… Ja, I ved, hvad jeg mener.
For det andet betyder synkron-læsningen, at jeg ikke behøver at holde mig til én genre ad gangen, men kan have gang i både en krimi, en roman (som ikke er en krimi) og noget faglitteratur på samme tid. Og for det tredje kan jeg lade mit humør afgøre, om jeg i læsende stund lige er til det ene eller det andet.
Man kan også sagtens forestille sig at være i gang med en bog, som af den ene eller anden årsag er tung læsning, og som derfor glider lidt lettere ned, hvis man ind imellem skyller efter med noget lettere litteratur.
Dog er der en faldgrube, man bør være opmærksom på, hvis man ønsker at praktisere synkron-læsning. Det kan nemlig ikke anbefales at læse bøger, som på den ene eller anden måde minder for meget om hinanden. Som et eksempel fra virkelighedens verden kan jeg nævne, at jeg for år tilbage – rent tilfældigt – læste en bog af Siri Hustvedt og en bog af Paul Auster på samme tid. Og selv om man på ingen måde kan sætte lighedstegn mellem de to forfattere (som i parentes bemærket er gift med hinanden), har de nogle tendenser, som gør, at de alligevel, i hvert fald for mig, kom til at ligne hinanden mere end godt var.
> Lån bøger af Siri Hustvedt
> Lån bøger af Paul Auster
Jeg kan på den anden side set også sagtens forstå dem, der vælger kun at læse i én bog ad gangen. Der er absolut nogle fordele ved at kunne fordybe sig 100% i et litterært univers – og ikke lade sig forstyrre af andre. Og måske betyder det, at bøgerne som sådanne er bedst tjent med at blive læst enkeltvis? Jeg skal ikke kunne sige det. Så længe min hårdtprøvede hjerne kan skille den ildevarslende krimi ”Sommermørke” af Stina Jackson fra Eva Tinds nyeste roman ”Ophav” og heller ikke blander dem sammen med oprydningsbogen ”Fru Magnusson rydder op!: kunsten at få orden i et helt livs ting”, fortsætter jeg min synkron-læsning.
> Lån Sommermørke
> Bestil Ophav
> Fru Magnusson rydder op!