Traditionen tro
Hvis der er en tid, der er omgærdet med traditioner, må det være dén, vi nærmer os nu. Julen! Højtiden over dem alle – i hvert fald i min familie. Og ligesom med alt muligt andet kan man tale både for og imod julens forskellige traditioner, og der kan være lige så mange meninger om, hvordan dette eller hint skal spænde af for at være spændt korrekt af, som der er mennesker (eller familier, såfremt man internt kan blive enige.)Hos mig begynder juleriet så småt allerede den første weekend i november. Her er det nemlig sådan, at en lille udsøgt skare bestående af familiens ældste, skyder det hele i gang på J-dag, som nogen har bestemt, altid er den første fredag i november. Til de uindviede kan jeg oplyse, at J-dag er lig med den dag, hvor julebryggen lanceres, og det er der mange, både unge og ældre, der tager som et signal til at beruse sig og i situationen glemme, at julebryg som oftest er noget stærkere end almindelige pilsnere. Men dét er en anden historie…
Når de fire alderstegne, men festlige, familiemedlemmer har fejret julebryggens komme, er det tradition, at de dagen efter (med nogen møje og besvær) bugserer deres hårdtprøvede legemer ud til mig, hvor de så trakteres med portvin og vaniljekranse. (Vaniljekranse, som jeg selvsagt har stået og bagt, mens de har drukket sig fulde og kloge. Ak ja, vi har jo alle vort kors at bære – meget apropos jul og Jesus.) Og skulle der nu sidde en og anden og tænke, at portvin og julebag måske ikke lige er, hvad den tømmermændsplagede (Var Josef, Jesu papfar, egentlig ikke tømrer?!) har brug for dagen derpå, kan jeg kun sige: I vil blive overraskede over, hvor meget dårligdom portvin er i stand til at få bugt med! Det er nemlig ikke så lidt – siger erfaringen mig.
I år blev portvin-og-vaniljekranse-konceptet gennemført i vanlig fin stil, og da de saligt medgørlige familiemedlemmer var sunket behageligt ned i møblementet, kom vi netop til at tale om det der med traditioner, og om hvorfor nogen – men ikke alle – finder så stort behag ved dem. Der var forskellige filosofiske bud på, hvad traditioner gør godt for, og hvornår noget egentlig kan kaldes en tradition.
Tilfældet ville så, at jeg dagen efter den traditionsrige portvins-dag giver mig i kast med at læse tredje og sidste del af Karin Smirnoffs fuldkommen fremragende trilogi om søskendeparret Jana og Bror, og Gud-hjælpe-mig om jeg ikke allerede på side 10 får et guldkorn foræret. Og tilmed et meget aktuelt guldkorn. Her fortælles det nemlig, at kvinden Angelika, trods nogle tragiske omstændigheder, vil holde fast i traditionerne: ”Fordi traditioner holdt mennesker i balance som hun sagde.”
Er det ikke såre smukt og simpelt?
> Lån 1. del af trilogien
> Lån 2. del af trilogien
> Lån 3. del af trilogien