(S)pyt med det
Kritiske røster kan hævde, at når man som litteraturformidler leverer klummer til hjemmesiden for det bibliotek, hvor man er ansat – så kunne man nok med nogen ret forvente, at disse tekster i et eller andet omfang handler om litteratur. Fair nok. Og det gør de faktisk også. Tit. Nogle gange. Eller i hvert fald af og til. Men indrømmet: Ikke altid.
Her dækker jeg mig så ind under genren, idet en klumme bl.a. er karakteriseret ved, at afsenderen (det er så mig) udtrykker en klar holdning til et eller andet aktuelt emne eller disker op med betragtninger fra hverdagen. Det kan f.eks. være noget, der enten irriterer eller undrer vedkommende (igen: mig), og nærværende klumme favner simpelthen det hele: Emnet er aktuelt. Det er betragtninger, jeg gør mig i min hverdag, og jeg både irriteres og forundres over det. Så jeg vil mene, at jeg har mit på det tørre – selvom det følgende paradoksalt nok kommer til at handle om noget, der er vådt, nemlig spyt.
Okay, jeg påstod overfor, at emnet er aktuelt. Det er det også, men jeg retter det alligevel allerede nu til ’evigt aktuelt’. Det er nemlig ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort, men derimod en årelang erfaring, som ikke har ændret karakter, siden jeg tilbage i begyndelsen af 00’ne første gang skrev om fænomenet i et studenterblad.
Der er med garanti en både god og biologisk forklaring på, hvorfor nogle mennesker har et uhyre stort behov for at slippe af med deres mundvand. Og hvorfor det ikke kan vente, til de er alene, men skal fuldbyrdes i det offentlige rum. Jo offentligere, jo bedre, har jeg indtryk af.
Lad mig komme med et par eksempler: Jeg kører tit med tog og sidder derfor af og til på bænke rundt omkring i landet, mens jeg venter på et tog. Hvis jeg er uheldig, har der – lige inden jeg ankom – netop siddet en person (og jeg vil så nødigt generalisere eller lægge mig ud med en hel generation, men det ER altså tit unge mænd), som har efterladt hvis ikke ligefrem en sø så i hvert fald en mellemstor havedam bestående af spyt foran bænken. Hvordan kan det være, at man sidder der og spytter ned mellem fødderne på sig selv? Det begriber jeg ikke.
Jeg mener dog at have hørt, at man godt kan føle behov for at spytte ved legemlig udfoldelse af en vis fysisk anstrengelse. Jeg tror ved nærmere eftertanke også, at jeg har bemærket, at fodboldspillere gør det en del. (Men risikerer de så ikke at dehydrere, mon?) I hvert fald er nogle cyklister også glade for at spytte, men her må jeg – igen belært af erfaringen - appellere til, at man ikke gør det i modvind, HVIS man har en anden cyklist til at ligge på hjul, som det vist hedder i fagsprog.
Bevares, jeg har da selv prøvet at være forpustet (tro det eller la’ vær’), men det gav mig ingenlunde trang til at spytte. Jeg vil nærmest sige tværtimod. Men måske var jeg ikke forpustet (længe) nok, eller også handler det ganske enkelt om, at nogle bare har et større spytte-behov end andre. Det gør det nok.
Hertil kommer, og det må de fleste have bemærket, at nogle simpelthen bare går og spytter, som om det var den naturligste ting i verden. Og det kan selvfølgelig have plausible årsager, som jeg kun kan gisne om. Spiller det mon ind, hvad man har spist eller drukket? Om man er ryger eller bruger snus? Om éns spytkirtler er overproduktive – og hvorfor de er det? Om man er syg? Eller træt? Er det noget instinktivt og primitivt, der handler om territorium-afmærkning? Eller er det, som jeg har en personlig mistanke om, simpelthen et spørgsmål om attitude og selviscenesættelse?
Jeg ved det ikke. Men (s)pyt med det.