Måger og mennesker
I visse byer hører man fra tid til anden om, at måger er en sand plage. For det første kan de være yderst højrøstede, og for andet er de ikke bange for at komme særdeles tæt på Homo sapiens, hvis det enten handler om mad eller om at beskytte deres afkom. Nå ja – og for det tredje skider de jo, hvor det passer dem, og de skeler så vidt vides ikke rigtigt til, hvor klatterne rammer.
Efter ovenstående beskrivelse fristet man til at bemærke, at måger dybest set ikke er så forskellige fra mennesker. Også blandt os er der nogle, der er bemærkelsesværdigt larmende (uden hensyn til de omkringboende måger og deres døgnrytme.) Vi skyr heller ikke mange midler, når det kommer til at skaffe føde – hvilket jo er lig med overlevelse. Og ikke mindst vil de fleste af os gå meget langt for at beskytte og forsvare vores unger mod potentielle farer. Vedrørende afføring kan det så godt være, at mange mennesker er så tilpas velopdragne, at de søger et toilet bag en lukket dør, hvor de så forretter deres nødtørft, men nu er mågeklatter vel også tit lidt mindre end menneskets ditto – og i øvrigt findes der også eksempler på folk, der af enten nød eller ligegyldighed har skilt sig af med det overskydende på steder, hvor man kunne have ønsket sig, de ikke havde gjort det. Nok om det.
Måger er muligvis irriterende – til gengæld er de ikke dumme. De finder føden, hvor den er (som oftest smidt af menneskehånd, så man kan sige, at de bekæmper madspild), og de yngler, hvor de kan have deres reder i fred for fx ræve, hvilket ofte er på flade tage. Smart, men irriterende. Tja – det lyder jo igen som nogen, man kender.
For yderligere at understrege, at måger og mennesker har mere til fælles, end man skulle tro, kommer her en anekdote fra virkelighedens verden, som den udspillede sig i gågaden i Odense en sommerdag i juli: To halvstore mågeunger var kommet ud at stå på egne ben – og det var så, hvad de gjorde. Om de ikke kunne eller ikke gad at flyve, fandt jeg aldrig ud af – men som de stod der i gågaden, var det i hvert fald tydeligt, at de endnu ikke var ret gode til at passe på dem selv. (Med andre ord: En pendant til mennesket, når det er teenager, hvor ’kan’ og ’gider’ kommer ud på ét, og hvor overlevelsesinstinktet virker sært fraværende.)
Hvad der imidlertid afslørede, at de to unge måger afgjort var ved at flytte hjemmefra, var, at de stod og kiggede ind af vinduet hos Imerco, hvor man som bekendt kan købe både køkkengrej og andet nødvendigt udstyr. Jeg forestiller mig, at de var på udkig efter dele af mågestellet til deres fremtidige bo, hvor de sikkert både vil holde housewarming, runde fødselsdage, formere sig og skramle med porcelænet, alt imens de skriger sig hæse til tonerne af Gustav Winklers ’Hvide måge’. Igen: Det ligner fuldstændig den menneskelige selvstændighedsproces – hvis man vel at mærke skifter Winkler og hans hvide måge ud med Scarlet Pleasure og ’What a life’.
> Lån Gustav Wincklers 'Hvide måge'
> Hør Scarlett Pleasure 'What a life' på YouTube