En læsers forsvar

Marias Klumme 2020:13

I det forgangne år har jeg haft den fornøjelse at genlæse ’Kastaniealleen’ af Dea Trier Mørch. Den er blevet genudgivet i serien Gyldendals Klassikerkollektion og er her udstyret med et glimrende forord af forfatteren Eva Tind. Romanen er oprindelig fra 1978, og jeg tror, jeg læste den første gang, da jeg var knap 20 år og havde en faible for alt, hvad der kom fra Dea Trier Mørch.
> Lån den omtalte udgave af 'Kastaniealleen' via bibliotek.dk
> Lån Middelfarts udgave af 'Kastaniealleen'

Den gang såvel som nu synes jeg, ’Kastaniealleen’ er en dejlig roman. Ikke mindst i kraft af portrættet af en bedstemor, der er noget ganske særligt - hvad bedstemødre jo typisk er, hvis man altså spørger deres egne børnebørn. Og pigen Maja, fra hvis synsvinkel vi ser bedstemoren tone frem for os som læsere, har bestemt et særligt blik for mormorens karakteristika.
Bl.a. faldt jeg over følgende beskrivelse af den gamle og hendes forhold til det at læse (en beskæftigelse jeg selv dyrker i udtalt grad): Mormoren kan godt lide, når morfaren læser højt for hende. Men hun har ikke rigtig held til selv at læse. Hvis hun sætter sig for at læse noget, bliver hun øjeblikkeligt træt. Bogstaverne sejler rundt, hun gaber og kan ikke holde koncentrationen. Med mindre det er et af hendes egne manuskripter, som hun godt kan henfalde i ren rørelse over – men dét er en anden snak. Andres litteratur formår hun ikke at finde fornøjelse ved at læse. Og nu kommer så det bemærkelsesværdige. Jeg citerer direkte: 
”I virkeligheden nærer hun mistanke til folk, der læser meget. Hun regner med at de dagdrømmer og ikke forstår sig på at leve.” 

Det, synes jeg, er en interessant betragtning. Og sådan set ganske plausibel. Man kan jo med nogen ret mene, at hvis man sidder og læser – fatter man så overhovedet, hvad der foregår omkring én imens? Passerer livet og alt det sjove ikke bare forbi, mens man sidder der og er suget ind i en anden verden, nemlig bogens? Måske. Men jeg tror det ikke.

Selvfølgelig er man optaget af sin læsning, når man bedriver den. Ligesom man vil være det af alle mulige andre gerninger. Men i min optik binder læsningen os netop til livet. Man udvider sin horisont, sin evne til at fatte, forstå og gennemskue sammenhænge. Og jeg er nær ved at mene, at man måske ligefrem bliver ’bedre’ til at leve og til at være, når man er læsende. (Det skal jeg jo sige – men det behøver det nu ikke at blive usandt af.) Man vokser som menneske, når man læser. Både under og efter. Og bliver derved ret så god til at leve.

> Retur til Marias Klumme-arkiv

GennemseGennemse
  • Bog

Kastaniealleen : roman

Af Dea Trier Mørch (1978)
Den 7-årige Maja og hendes 2 små søskende tilbringer en sommer hos deres elskede, lidt sære bedsteforældre i et sjæll...
Læs mere