Udstilling om kunstig intelligens
Gå på opdagelse i teknologiens mange muligheder og dilemmaer, når vi i uge 44 sammen med ENIGMA (museum for post, tele og kommunikation) viser en udstilling om kunstig intelligens. Her får du mange spørgsmål. Svarene skal du selv finde.
Af Webredaktionen
Vi står på tærkslen til en ny æra. Hvor vi skal forholde os til en teknologi, der kan ændre vores hverdag. En teknologi, der kan ændre måden, vi er sammen på, hvordan vores demokrati fungerer og som blander sig i, hvordan vi lærer og tager beslutninger. Nye teknologier har altid været båret frem af håb og drømme.
Da telegrafen blev opfundet midt i 1800-tallet, drømte mange om fred i verden. Med telefonen kom drømmen om at blive bragt tættere sammen. Og med internettet fulgte håbet om at dele viden og blive klogere.
Men hver ny teknologi har også vakt bekymringer. Hvem lytter med på telegraflinjerne? Hvad sker der med privatlivet, når telefonen rykker ind i hjemmet? Var det en god beslutning at skabe et internet uden regulering og kontrol? Og hvad må AI aldrig få kontrol over.
Du kan opleve udstillingen AI & DIG på biblioteket på KulturØen på 1 sal. i uge 44.