Maria læser

Læsenoter fra litteraturformidlerens lænestol

’Adams arv’ af Sofie Lassen-Kahlke

Det sker efterhånden ikke så sjældent, at en kendis – eksempelvis en skuespiller eller en musiker – begiver sig ud i også at skrive bøger. Og den slags står naturligvis enhver frit for, men man kunne godt få dén tanke, at det er personens navn i sig selv, der skal sælge bogen, snarere end dens indhold.
 
Sådan en utidig tanke havde jeg måske nok, da skuespiller Sofie Lassen-Kahlke sidste år udgav krimien ’Adams arv’, men omvendt skal det jo heller ikke ligge folk til last, at de har flere talenter.

Faktisk er ’Adams arv’ en medrivende historie og en bog, som jeg nok ville placere i hygge-krimi-genren, hvilken jeg generelt godt kan lide. Persongalleriet med den 57-årige og no bullshit-agtige advokat Ursula Madsen i spidsen er næsten en Agatha Christie-krimi værdig, og mysteriet ligeså: Er der nogen, der har skubbet Ursulas velhavende ungdomsven Adam ned af trappen på hans herregård, eller var det et uheld, som alle lader til at mene? Ilde tilredt er han i hvert fald, men hvem står mon til at arve ham, når han dør? 

Da en kuvert med Ursulas navn på dukker op, bliver hun meget mod sin vilje draget tilbage til sin fortid, hvis hændelser kommer til at få afgørende betydning.