Noget, der ligner Oxen
Af Webredaktionen

Jens Henrik Jensen er snart klar med syvende bind i sin serie om den tidligere jægersoldat Niels Oxen og hans faste makker Margrethe Franck. Samtidig kan du om ganske få uger se sæson 2 af TV2s ganske vellykkede tv-serie Oxen med Jacob Lohmann, Josephine Park og Ellen Hillingsø i de bærende roller.
Oxen: Ekssoldat i opgør med magteliten
Har du stadig de første seks bind til gode, er det bare med at komme i gang - hvis du altså er til virkelig velskrevne krimier med stærke dialoger, storslået natur og spænding til sidste side.
I første bind "De hængte hunde" møder vi den tidligere elitesoldat Niels Oxen, der stærkt traumatiseret efter sine oplevelser på Balkan og i Afghanistan har trukket sig tilbage for at leve et isoleret og roligt liv i Rold Skov. Men roen bliver kun kortvarig, da han en sen nattetime finder et lig i nærheden. Hurtigt hvirvles han ind i en hæsblæsende efterforskning, der trækker tråde til Danmarks magtelite. Det bliver begyndelsen på et stort opgør og et særligt samarbejde med PET.
Noget, der ligner
Hvis du allerede har slugt hele serien om Oxen og bare går og venter på det nyeste bind, skal du måske bruge ventetiden i selskab med en anden jægersoldat. Det kunne fx være Henrik Foss i Peter Mogensens "I bjørnens klør" eller Tom Cortzen i Tobias Bukkehaves "Kongetro". I begge serier for du åndeløs spænding, soldatertraumer og storpolitik i skøn forening.
Var du mere optaget af den dunkle natur i Rold Skov, er det måske Jane Harpers "Skoven", Luca D'Andreas "Bjerget" eller Ulf Kvenslers "Sarek", du skal kaste dig over. Her løber naturen som et underliggende foruroligende element, der kun gør stemningen endnu mere fortættet.
Du finder endnu mere inspiration i listen her, der er fyldt med krimier om ekssoldater, sammensværgelser og stor natur.