DR Romanprisen 2025 – Hvem mon vinder årets pris?
Traditionen tro rundes DR Romanklubsæsonen af i maj måned, hvor de to DR Romanklubber i Middelfart stemmer om, hvilke tre romaner de hver især sender videre til finalen. Her kan du se, hvordan de to hold har rangeret de seks romaner.
Af Webredaktionen
Nu er den sidste roman i denne sæson af DR Romanklubben læst og diskuteret, og deltagerne på de to Romanklub-hold har stemt om, hvilke af de seks bøger der fortjener at blive indstillet til årets prestigefyldte DR Romanpris. Fra december til maj er deltagerne blevet præsenteret for seks nye danske romaner, og nu har de to hold så ranglistet de seks bøger.
Her kan du se, hvordan stemmerne har fordelt sig og hvilke tre bøger, holdene hver især sender videre til finalen.
Middelfarts to Romanklub-hold har talt
De seks bøger, der har været i spil til årets DR Romanpris, er ’Øvelser i mørke’ af Naja Marie Aidt, ’En pige forlod værelset’ af Ulrikka S. Gernes, ’Den røde hane’ af Ingrid Nymo, ’Af stumper og skår’ af Jonas Eriksson, ’Ned fra himlen’ af Liv Duvå og ’Den store åbning’ af Merete Pryds Helle.
Deltagerne på hvert af de to DR Romanklub-hold har alle ranglistet de seks bøger, hvor nummer 1 er bedst, og nummer 6 er dårligst. De tre bedst placerede på hvert hold bliver indstillet til DR. Samlet set falder de to holds stemmer således ud.
På tirsdagsholdet blev resultatet således:
1. ’Af stumper og skår’ af Jonas Eriksson
2. ’Øvelser i mørke’ af Naja Marie Aidt
3. ’En pige forlod værelset’ af Ulrikka S. Gernes
4. ’Den store åbning’ af Merete Pryds Helle
5. ’Den røde hane’ af Ingrid Nymo
6. ’Ned fra himlen’ af Liv Duvå
Jonas Erikssons roman, ’Af stumper og skår’, blev en overlegen nummer et på tirsdagsholdet med et pænt stykke ned til nummer to. Der var tæt løb mellem tredje og fjerdepladsen, men Ulrikka S. Gernes og hendes ’En pige forlod værelset’ nåede dog lige at snige sig ind i Top 3 for næsen af Merete Pryds Helles ’Den store åbning’. Femte og sjette pladsen landede også ganske tæt, men det blev dog Liv Duvå som måtte tage til takke med en sidsteplads. Hun fik dog genrejsning, da det viste sig, hvordan onsdagsholdet havde stemt.
Onsdagsholdets deltagere stemte således:
1. ’Ned fra himlen’ af Liv Duvå
2. ’En pige forlod værelset’ af Ulrikka S. Gernes
3. ’Af stumper og skår’ af Jonas Eriksson
4. ’Øvelser i mørke’ af Naja Marie Aidt
5. ’Den røde hane’ af Ingrid Nymo
6. ’Den store åbning’ af Merete Pryds Helle
Det er vist ikke tidligere set, at de to middelfartske DR Romanklubber har været så uenige om en roman, at den har kunnet opnå både en bund- og en top-placering. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket for Liv Duvås ’Ned fra himlen’, som hos onsdagsholdet indtager førstepladsen, efterfulgt af Gernes’ og Erikssons romaner, som også var i Top 3 hos tirsdagsholdet. Aidt må se sig henvist til en fjerdeplads, mens Ingrid Nymos ’Den røde hane’ atter indtager femtepladsen, og ’Den store åbning’ får sidstepladsen – og dét på trods af, at to af onsdags-læserne faktisk havde dén som nummer 1.
Middelfart Kultur & Bibliotek har nu meddelt DR, hvilke tre kandidater henholdsvis tirsdags- og onsdagsholdet har valgt at indstille. Så nu bliver det bare spændende at se, hvordan resten af DR Romanklubberne landet over har stemt.
Vinderen offentliggøres live på P1 lørdag den 14. juni 2025 kl. 14.30-15.00.