Børn

Nu er det afgjort: Børste vinder Børnevalget 2026

Børste har vundet Børnevalget 2026 med 3.179 stemmer. I alt er der afgivet mere end 19.000 stemmer til valget, som er blevet afholdt på biblioteker og i kulturhuse over hele landet.

Af Webredaktionen

Resultatet er nu endeligt efter optællingen af stemmer afgivet af børn i alderen 4–12 år. Gennem Børnevalget får børn indblik i demokrati og valg på en legende og engagerende måde.

Siden den 10. marts har børn kunnet stemme på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. De ti kandidater har hver haft deres eget valgslogan, og på landsplan gik sejren til Børste med budskabet: “Ja til gode venner”.

En anden lokal favorit

På bibliotekerne I Middelfart Kommune scorede Børste også højt, men det var nu alligevel en anden kandidat, der fik flest stemmer.

Det var nemlig Sally fra 'Sallys far'-bøgerne, der fik flest stemmer blandt de lokale børn. Sally stillede op med sloganet 'Nej til pinlige forældre'.

Stærkt kandidatfelt

Feltet af kandidater var stærkt og bød på flere kendte figurer fra danske børnebøger. Blandt dem altså Sally og hendes pinlige far fra Thomas Brunstrøms og Thorbjørn Christoffersens populære billedbøger, men også den biografaktuelle flodhest Mimbo Jimbo var at finde på stemmesedlen sammen med teenagepigen Mira.

Pindsvinet Børste er kendt fra både bøger og DR’s Minisjang. Universet er skabt af Tine Kej, og bøgerne er illustreret af Martin Jørgensen.

Med sejren indtræder Børste i rækken af tidligere vindere af Børnevalget, heriblandt Ternet Ninja, Eddie og Vildheks.

Idéen til Børnevalget opstod på Ballerup Bibliotek, hvor det første valg blev afholdt i 2015. Siden har konceptet spredt sig til biblioteker i hele Danmark. Her har børn kunnet stemme i en rigtig stemmeboks, lave egne valgplakater, udforske bøger om demokrati og deltage i forskellige valgrelaterede aktiviteter.

Børnevalget er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet.