Hallo? Telefonen fylder 150 år!

I marts er det 150 år siden, at Alexander Graham Bell fik patent på den første telefon. I dag har vi svært ved at forestille os en hverdag uden mindst én i lommen. Vi hylder telefonen med en række romaner, hvor opkaldet er i centrum.

Af The library

Tags

Her og nu
stregtegning af gammeldags telefon

I marts 1876 fik den amerikanske opfinder Alexander Graham Bell verdens første patent på telefonen. Det er både før og siden blevet diskuteret, om det virkelig var Graham Bells opfindelse eller ej, men det kan vist ikke diskuteres, at apparatet, der kan sende stemmer over lange afstande, har haft afgørende betydning for vores liv. I dag er telefonen en selvfølgelighed i en vestlig hverdag - selvom opkaldet i dag er en nærmest underordnet funktion sammenlignet med telefonens beskeder, kamerafunktion, internet, sociale medier osv.

Telefonromanen

Du kender måske brevromanen, en klassisk genre, hvor historien består af korrespondancer mellem to eller flere brevskrivere. Men har du nogensinde læst en telefonroman? Telefonromanerne kan have flere forskellige former - der er fortællinger, hvor man kun hører den ene side af en telefonsamtale, fortællinger, hvor et opkald ændrer alting, og fortællinger, hvor mødet i røret spiller en gennemgående rolle, men fælles for dem er, at telefonen og samtalen er vigtig. Her har vi fundet nogle af de bedste telefonhistorier på hylden.