Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

En brasiliansk thriller som giver de fleste psykologiske gysere baghjul med sin skildring af en forelskelse der kammer helt over. Læs den hvis du er til klaustrofobiske pageturners - og vurderer at du ikke er lille nok til at blive foldet sammen i en kuffert

Beskrivelse

Den medicinstuderende, socialt hæmmede Teo har få erfaringer med kvindekønnet, men er til gengæld ret vild med at dissekere i auditoriet. Så møder han Clarice, der er en helt anden type med appetit på sex og livet. Han forelsker sig - det gør hun ikke, så han er nødt til at bedøve hende, klemme hende ned i en kuffert og rejse væk med hende. Clarice er ved at skrive et filmmanuskript Perfekte dage, og Teo er overbevist om at han kan hjælpe skriveprocessen og forelskelsen på vej ved at give hende ... perfekte dage. De bliver hinandens værste mareridt, og læseren kan på ingen måde forestille sig udfaldet af den makabre relation. Forfatteren er født 1990 og er både advokat og forfatter

Vurdering

Hold nu op en frygtelig gyser som får læseren til at måbe. Velskrevet, hæsblæsende og vildt provokerende og drilsk i sin skildring af en besynderlig relation mellem mand og kvinde, som kommer til at virke normal i al sin forskruethed. Der er blod og ulækre detaljer, som bestemt ikke er tillrådelige for sarte sjæle

Andre bøger om samme emne

Romanens litterære slægtninge er Offer for en samler, Mørke afkroge og Spindleren