Simon læser ’Essayet'
Simon har læst ’Essayet’ af Arne Melberg.
Ingen genre har så tvetydig en karakter som det forkætrede og elskede, gamle essay. Ordet kommer af det franske ’essai’, som betyder ’forsøg'. Det står altså den skrivende frit for, hvordan man griber teksten an. Det er i essayets ånd at eksperimentere med sin egen form, hvis blot nogle få ingredienser er til stede. Fx at der må være et ’jeg’, som ligner forfatterens, men som er henvendt til en offentlighed.
Essayet er kronikkens drilske fætter, det forsøger ikke at forsvare et synspunkt eller konkludere, men undersøger et emne med åbent sind. Essayet tager som oftest udgangspunkt i et konkret problem eller en tanke, forfatteren grubler over. Herfra letter vi til fugleperspektivets bredere luftlag, blot for at dykke ned i erindringens huller igen - og så fremdeles.
Det kan let se ud som om, essayisten famler i blinde, men tag ikke fejl: Et godt essay er åbent på den helt rette måde. Forfatteren er suveræn i sin slentren gennem stof og erindring.
Alt det, og meget mere, kan I læse om i litteraturprofessor Arne Melbergs generøse udvalg fra renæssancen og essayets far, Montaigne, over Virginia Woolf og frem til Inger Christensen og årtusindskiftet. Herunder finder du et fyldigt forord, en bred introduktion til genren – samt fire essays om essayet selv: Kroppen, stedet, erindringen og kunsten, skrevet af Arne Melberg.