Simon læser

’Det levende bjerg’ af Nan Shepherd

Forår betyder ud i det fri, og for denne læser har rejselekturen en særlig plads. Visse bøger vender jeg tilbage til igen og igen, fordi de giver et helt unikt blik på naturen, der skærper sanserne og bringer mig ud af mig selv. Og hvis der er noget, skotske Nan Shepherds (1893-1981) lilla perle af en bjergdagbog, ’Det levende bjerg’, som udkom på dansk i 2022, kan, ja så er det at rive hverdagssløret af vores centralvarmesløve øjne og vise, hvordan en rask gåtur (gerne på et par timer eller tre) kan opløse grænsen mellem krop, bevidsthed og sted, så du sanser naturen – og i Shepherds tilfælde Cairngorm-bjergene i Skotland – på ny.

Nan Shepherd, som var lærer i hjembyen Aberdeen, beskriver i bogen sin livslange omstrejfen i det smukke og brutale landskab, hun elskede - og hvis mystiske indre, hun lod sig drage af. Samtidig med at kortet foldes ud, beskrives de eksistentielle tanker, Shepherd gør sig i forhold til sig selv og naturen. Vandringen bliver en metode til at lade sted og sind ”gennemtrænge hinanden, indtil begges natur er forandret.” 

Ud over at være en præcis poetisk skildring af og hyldest til livet i bjergene, rummer bogen en række nok så konkrete (og ofte pudsige) forslag til, hvordan man kan skrue på sanseapparatet – blandt andet ved med hovedet nedad og spredte ben at vende udsigten lidt på hovedet! 

’Det levende bjerg’ er et eksempel på genren ’nature writing’, som er en betegnelse for non-fiktionsbøger om naturen, der benytter sig af skønlitterære virkemidler. Shepherd skrev den under 2. verdenskrig, men bogen blev først udgivet i 1977.