Simon læser

’Kongens fald’ af Johannes V. Jensen

Klassikere er, ifølge Nudansk ordbog, kunstværker, ”som har varig værdi” og ”en ting af ældre oprindelse som stadig er populær”. Om det særlige ved skønlitteraturen kan vi, ifølge litteraturprofessor Pil Dahlerup, yderligere præcisere, at vi har at gøre med ”eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog.” 

En litterær klassiker er altså, må vi forstå, en tidløs fortælling, som stadig siger os noget væsentligt om det at være menneske i dag, i kraft af bogens unikke, æstetiske sprog. 

Hvor vil jeg hen med alt dette? Jo, jeg skriver det, fordi jeg læser Johannes V. Jensens ’Kongens fald’. Og det slog mig, hvordan romanen er et kongeeksempel på en klassiker: Den skrumlede undergangsfortælling om den fiktive karakter, Mikkel Thøgersen, der skal så grueligt meget igennem på grund af sit vægelsind og sin destruktive længsel, og som ender med at leve sit liv parallelt med kong Christian 2., inkarnerer alle klassikerens karakteristika uden at underholdningen går tabt: Vold, sex og drama er på menuen i 1500-tallets Danmark, hvor Det Stockholmske blodbad chokerer og Grevens fejde ulmer. 

Særligt slår det mig dog, hvordan Jensens klassiker netop er særlig i kraft af sit litterære mesterværk, nemlig sproget: Hesteslagtninger, naturbeskrivelser og danskernes psykologi dissekeres på ekspressionistisk vis, så farverne sprøjter og tidens møje står dugfriskt frem. 

Nå ja, og så blev bogen af Politikens og Berlingskes læsere kåret som det 20. århundredes bedste danske roman! 

Læs selv og se, om du lader dig forføre, frastødes, falder i svime - eller i søvn: