Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Caft

Anvendelse/målgruppe/niveau

Majbritte Ulrikkeholms nyeste roman er oplagt til læsere af forfatterskabet og til dem, der gerne vil have en poetisk fortælling om kærlighedens væsen og kvinders evne til selvudvikling

Beskrivelse

I Rom, min elskede tager Ulrikkeholm fat på det magiske ved den første, romantiske kærlighed og om, hvordan man kan fortabe sig i et andet menneske eller i kunsten eller i livet. Hendes sprog er sansende og poetisk, ikke drevet af en dramaturgisk, handlingsfokuseret linje. Mere en registrering af stemninger, steder, erindringer. Hovedpersonen Anna Karina tænker tilbage i spring på sit liv og sin mor, der var en berømt operadiva, der gav sig hen til kunsten. Anna Karinas elskede er italienske Gian Maria, som hun opsøger i sin afdækning af fortiden for at kunne være fri i fremtiden. Ulrikkeholm blander magiske elementer med naturalistiske og skaber en på en gang sfærisk og sær fortælling, der drager læseren ind i sit univers

Sammenligning

Ulrikkeholm er sanger, foredragsholder, afholder kurser, underviser og maler. Hun har tidligere fået udgivet fagbøger om spirituel udvikling og selvudvikling og romaner. Senest Hannas have og andre fortællinger, 2007 og Den perfekte elsker, 2005 i samme stil

Samlet konklusion

En roman for kvinder om kærlighedens væsen og selvudvikling. I stil med de øvrige fag- og skønlitterære titler i forfatterskabet