Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Hårdtslående spændingsroman med den ensomme ulv og retfærdighedens vogter Jack Reacher som hovedperson. For især mandlige læsere af action og spænding

Beskrivelse

Jack Reacher, tidligere ansat i det amerikanske militærpoliti, ender nu ved et tilfælde i den lille by Laconia i New England. Det er hans fars barndomsby, og han benytter chancen for at grave i den ukendte familiehistorie. Dog har ingen i Laconia har hørt om faderen, som heller ikke står opført i arkiverne. Samtidig strander et ungt canadisk par på et mystisk motel i nærheden, og deres ophold udvikler sig til et mareridt af indespærring, overvågning og perverterede lyster. De to spor nærmer sig hinanden og smelter sammen i et voldsomt og blodigt crescendo. Lee Childs bøger er bestsellere i USA

Vurdering

Reacher er en snarrådig og handlekraftig superhelt, som ene mand nedkæmper selv den største overmagt. Det gør han også her og det i en sådan grad, at historien mister enhver form for troværdighed. Hans familiespor virker langtrukkent, mens der bygges en vis spænding op i forhold til de unge menneskers skæbne. Slutningen er et blodbad af dramatik og action, som muligvis kan fascinere hardcore fans af genren og af Lee Child, mens andre læsere vil stå af over for brutaliteten. Det er 23. bind i serien, som man ikke behøver at læse i rækkefølge

Andre bøger om samme emne

Serien om Jack Reacher kan læses sammen med Michael Connellys bøger og ses sammen med James Bond-lignende film