Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Kort om bogen

En spændende krimi for alle krimilæsere om mord under den tyske besættelse af Norge, men med komplicerede og dramatiske relationer til nutidens Norge og et nyt mord

Beskrivelse

Tre skeletter findes på det norske fjeld, og det viser sig, at de stammer fra besættelsestiden. Cirka 60 år senere myrdes en tidligere minister og kendt modstandsmand, og efterforskeren Tommy Bergmanns efterforskning koncentrer sig om at finde en forbindelse og at løse mordgåderne. De fører ham tilbage til besættelsestidens hemmeligheder, modstandsbevægelsen og videre til Berlin i 2003, inden brikkerne falder på plads

Vurdering

Bergmann er prototypen på den nordiske efterforsker, problemer med kærligheden, privatlivet, cheferne, reglerne og sig selv, men figuren skiller sig alligevel ud fra gennemsnittet ved at være med i en velskrevet og spændende historie, der tilsyneladende har reel baggrund i historiske facts fra den norske besættelsestid. Samtidig med at datidens moralske spørgsmål berøres og spiller ind i handlingen følger vi i bogens andet spor den (næsten) nutidige efterforskning. Bogen er lang, og de mange korte afsnit med tidsspring kræver opmærksom læsning, men det lønner sig, for jeg blev fanget ind i bogens spændende, velskrevne og fascinerende plots

Andre bøger om samme emne

Første del af planlagt serie, der i dette første bind følger sin egen stil, men hvor politimanden vækker mindelser om fx Rebus og Wallander