Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Dette skæbnedrama om en snobbet lille lægefrue i en lille fransk provinsby i Normandiet, udkom første gang i 1857, og vakte skandale for sin realisme og kynisme. Den er udkommet i utallige udgaver på dansk, senest i 1996 i Uffe Harders udmærkede oversættelse. Nu er bogen så kommet i en fin ny oversættelse, mere mundret og flydende, ved Hans Peter Lund. Emma er gift med Charles, en ikke videre opvakt læge, men hendes ambitioner rækker langt videre. Bag en facade af bourgeositet, lurer katastroferne, Emmas ambitioner og drømmeliv fører hende ud i diverse affærer med mænd af en anden støbning end Charles, og fører dem også ud i et økonomisk morads, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Emma begår selvmord, Charles dør af sorg, og den lille pige fra ægteskabet ender på fabrik. Ikke megen idyl her, men en hudløs, afslørende beretning om livet i den franske provins, så langt fra det glitrende liv i Paris som muligt, og et hudløst portræt af den ambitiøse Emma og den vege Charles, og den vrimmel af personer der befolker romanen, og en skildring af en verden af i går, i al sin primitivitet, og i al sin standsopdeling