Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Her er den længe ventede nyoversættelse af dette storværk i verdenslitteraturen til afløsning af Knud Hee Andersens også eminente, men i mange år uopdrivelige pragtversion på blankvers fra 1963. Eneste anden oversættelse derudover er Molbechs rimede fra 1851 (senest genudg. 1967). Meyers er en fortrinlig moderne og mundret udgave og som forgængeren gengivet i urimede 11-stavelsesvers, men desværre uden illustrationer. Kommentarer samt kort litt.oversigt er samlet bagi. Den landsforviste florentiner Dante Alighieris hovedværk (1265-1321) anses af nogen som en tidlig forløber for den egentlige "roman". Dante orienterede sig mod antikken - især idolet Vergil, der spiller en central rolle i værket. Men den måde Dante opererer med flere fortællerjeg'er, personpsykologi og fiktionselementer til at understøtte sin gudstro var banebrydende anderledes for sin tid og peger med sin satire og politiske samtidskommentar mere frem end tilbage mod antikkens digtekunst og samtidens riderdigtning. Værket blev ca. til i perioden 1307-21 og er et enestående moralfilosofisk vidnesbyrd om den middelalderlige geocentriske tros- og verdensopfattelse. Værket er sindrigt konstrueret omkring de tre hovedbøger: Helvede, Purgatoriet (Skærsilden) og Paradis Respekt!