Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Nyoversættelse i smukt dansk af Dostojevskijs mindre kendte psykologiske drama, som er berømmet for sin logiske struktur og gode komposition. Til læsere af klassikere og verdenslitteratur

Beskrivelse

Dostojevskijs (1821-1881) roman er et velkomponeret studie i forholdet mellem Don Juan typen (Veltjaninov) og hanrejen (Trusotskij), og en af Ds få romaner med et lille persongalleri. Da T. opsøger V. efter mange år er de begge i krise: den ene fordi han er en halvgammel libertiner med pengesmerter, den anden fordi han nu ved hvad der foregik mellem den for nylig afdøde hustru og V., og at hans barn ikke er hans barn. Dette afsløres i langsomt tempo for læseren gennem det psykologiske spil imellem de to, og dialoger, som er ladet med underliggende betydning. D. afslører i et detaljeret og flot sprog, komplekse lag i de to personligheder i deres vekselvirkning, som tager overraskende vendinger. Forsidebillede af forpint mand med grotesk forstørrede hænder og fødder signalerer ikke klassiker

Sammenligning

Romanen udkom på dansk 1888. Denne, samt udg. fra 1910 er med titlen En hanrej. Udgave fra 1943 er med titlen Den evige ægtemand, som nok er tættere på den russiske titel. Forrige udgave er oversat af Ejnar Thomassen og genoptrykt 2006 i Dostojevskijs samlede værker, 19

Samlet konklusion

Dostojevskijs psykologiske drama i gennemført iscenesættelse om opgøret mellem to mænd - den ene bedrager, den anden bedraget - er her i en ny oversættelse af Ole Husted Jensen på et smukt dansk