Lektørudtalelse

Børnene Maja, Martin og Malthe tilbringer megen tid hos deres mormor og morfar i et landligt bondehus, hvortil Kastaniealleen fører. Et sted på Sjælland, engang i fyrrerne. Faderen er syg ogpå sanatorium, moderen travlt beskæftiget som væverske inde i København, og desuden er Maja ordblind og retningsforstyrret, så hendes skolegang må udskydes et år. Romanen rummer en fin skildring afdette fjerne miljø; af lugtene, farverne og følelserne mellem de fem mennesker. Mormoderen er et skabende menneske, kunstnerisk betonet, evigt producerende, uden altid at tage hensyn tilkvaliteten. Hun er aparte i opførsel og klædedragt, men i besiddelse af en hjertevarme, der får børnene til at elske hende. Morfaderen, forhenværende forvalter på et sindssygehospital, er mere stivog stilfærdig, og det varme, drillende forhold mellem de to højst forskellige gamle er indfølende skildret. Bogen rummer ingen dramatisk handling. Den er en tilbagevenden til denne fortid, setgennem pigen Majas øjne, til ettidspunkt, da hun begyndte at blive bevidst om sin eksistens som menneske. Denne roman er ikke så socialt betonet som forfatterindens tidligere produktion. Jeg vedikke, om den vil få så stor udbredelse som Vinterbørn, der tog fat på et så uudforsket emne, men uden tvivl vil den få mange læsere i alle aldersklasser. Illustration af forfatterinden