Tema om klassesamfundet

08.02.23
En række aktuelle bøger viser de menneskelige konsekvenser af et samfund med social skævvridning. Forfattere er med til at sætte klassesamfundets dilemmaer til debat.

Den sociale ulighed fylder i den realistiske skønlitteratur. Bøgerne giver stemme til de mennesker, der lever under svære livspræmisser i lavere sociale lag: Med indigneret vrede bliver der taget et opgør med magtens fordeling og samfundets rolle i uligheden.

Glenn Bech er en af de forfattere, der sender sit personlige opråb ud via litteraturen med sit manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Den rungende opsang vender sig fra de udsattes sted og konfronterer de privilegerede og samfundets ansvarlige.

Se Litteratursidens interview med Glenn Bech, hvor han taler om privilegieblindhed og manglende klasseperspektiv i alle debatter.
> Lån 'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet'

Også Thomas Korsgaard betragter samfundet set fra de laveste sociallag. Hans romantrilogi er afsluttet med 3. bind Man skulle nok have været der. Den udstiller med begsort humor den sociale ulighed, hvor nogle mangler et hjem, mens de privilegerede skummer fløden.
> Lån 'Hvis der skulle komme et menneske forbi'
> Lån 'En dag vil vi grine af det'
> Lån 'Man skulle nok have været der'

Læs Julie Hastrup-Markussens nye artikel på Litteratursiden: Underklassens europæiske stemmer, der undersøger underklassens litteratur i Europa. De senere år har vi set en række forfattere fra underklassen brage igennem med stærke portrætter af et liv i arbejder- og underklassen.

Eller gå på opdagelse i de mange aktuelle danske bøger i Litteratursidens artikel Stemmer fra det socialt skæve samfund. En række danske forfattere taler med deres gribende bøger ind i kritikken af klassesamfund og undertrykkelse.

Kampen for mere lighed i samfundet tog for alvor fart i slutningen af 1800-tallet. En markant figur i arbejderbevægelsens kamp for bedre vilkår var Louis Pio. Kristian Himmelstrup har skrevet romanen Pio om den fremtrædende arbejderpioner (der ikke selv var arbejder). Romanen er nomineret til DR Romanprisen 2023.
> Lån 'Pio'

> Se hele temaet hos Litteratursiden

Oprindeligt skrevet af Britta Riis Langdahl, Litteratursiden.