Sommerbogens logo med sommerfugle
Sommerbogens logo med sommerfugle

Sommerbogen er i gang

15.06.22
Ferietid er perfekt som læsetid og biblioteket står klar med fine præmier til den landsdækkende læsekonkurrence Sommerbogen.

Middelfart Kultur & Bibliotek inviterer endnu en gang alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2022.

Det er nemt at deltage: Hent et udfordringsark på biblioteket, læs en masse gode bøger, få en bog og vær med i konkurrencen lokale bogpakker og den store præmie: Tøm en boghandel!

’Sommerbogen 2022’ kører hele sommeren og fortsætter frem til d. 20. august.

Bag konkurrencen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave - nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i den lange sommerferie.

Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der med stor succes får børnene til at læse mere og dele de gode oplevelser med hinanden.

Læs og løs udfordringer

Kravet om boganmeldelser træder i baggrunden, og i stedet skal børnene udfordre sig selv undervejs, hvorved fokus rettes mod selve læseoplevelsen.
Børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek. På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i lodtrækningen om de lokale bogpakker og en af de tre hovedpræmier.

Alle deltagere er med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier, hvor vinderene får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Konkurrencen kort

* Du skal være mellem 6 og 15 år
* Hent et udfordringsark på biblioteket eller print det her
* Læs tre bøger og løs mindst 10 af læseudfordringerne
* Udfyld de tre anmeldelseskort på bagsiden af udfordringsarket
* Aflever det udfyldte udfordringsark på biblioteket.
* Så er du med i konkurrencen om lokale bogpakker og de tre hovedpræmier, som er tøm en boghandel på 5 minutter.