Formidlingsprojekt ved Vesterdal efterskole

Lokalt samarbejde åbner nye bøger

19.12.19
Middelfart Kultur & Bibliotek og Vesterdal Efterskoles PRO klasse har i den seneste uge samarbejdet om at formidle bibliotekets mange fantastiske fortællinger og litterær mangfoldighed på nye måder. 

Resultatet af samarbejdet kan opleves på biblioteket fra tirsdag d. 17. december og fire uger frem. 

Eleverne har arbejdet med forskellige formidlingsformer og fundet nye kreative måder at formidle litteraturen på. Genstande og citater er ledetråde i en af installationerne i børnebiblioteket. Du kan også genopleve kendte klassikere, finde inspiration til nye læseeventyr og dele læseoplevelser med andre.

På bibliotekets 1.sal kan du f.eks. opleve et gerningssted, hvor ’døde’ bøger, der ikke har været udlånt i meget lang tid, søger nyt liv. 

Så kig forbi biblioteket på KulturØen i december og januar og gå på opdagelse efter lige netop den bog, der skal være smørklatten i din juleferie eller underholde og holde dig varm foran pejsen til vinter.