Vi læser sammen
Vi læser sammen

Læs sammen – to og to

06.04.20
At læse og opleve sammen med andre giver både samvær og en udvidet læseoplevelse.

Det mindste læsefællesskab er på bare to personer, men at være to gør en væsentlig forskel. Man kan få en betydelig bedre oplevelse end når man sidder alene med læsningen.

Det konkluderede et forsøg som Nørre Aaby Bibliotek lavede for ca. 20 år siden. Her blev nye bøger samlet to og to og udlånt som en pakke. At man med det samme havde en bog til hver gjorde, at det var nemt at invitere en ven, ens forælder, voksne barn eller barnebarn til en fælles læseoplevelse.

I dag er det nemt digitalt at få fat i den samme titel på eReolen, og bogen kan med det samme åbnes derhjemme, hvor I sidder hver for sig. Så er det bare at aftale hvornår I snakker sammen over nettet, men en gammeldags telefon kan også fint anvendes.

Aftal f.eks. at der læses et kapitel eller et bestemt antal sider til næste samtale. Hvis det er svært at få hul på snakken, kan I også stille små opgaver til hinanden som f.eks. at finde tre steder i teksten, I synes er spændende. Snakker I sammen dagligt eller ofte giver det virkelig mulighed for nærlæsning og en god kontakt til hinanden.

Så hermed en opfordring til at kontakte en du ved sidder isoleret derhjemme og inviter til en læseaftale.

> Læs anbefalinger til titler, der kan lånes på eReolen