Forsiden på biblioteksmagasinet OPLEV 2019:02
Forsiden på biblioteksmagasinet OPLEV 2019:02

Kom og OPLEV på bibliotekerne ved Lillebælt

15.07.19
Nyt magasin er på gaden nu.

OPLEV er navnet på det magasin, bibliotekerne i Middelfart og Fredericia skriver og udgiver i fællesskab. Heri kan du læse om alle de spændende, inspirerende og tankevækkende arrangementer, bibliotekerne slår dørene op for i efteråret. Her er noget for enhver smag.

I midten af juli udkommer efterårets udgave af biblioteksmagasinet OPLEV. Heri præsenterer bibliotekerne i Fredericia og Middelfart Kommune deres flotte efterårsprogram, hvor der som altid er både foredrag, koncerter, læse-, lytte- og strikkeklubber samt meget mere at bruge tid på i de mørke efterårs måneder. Hent OPLEV på dit lokale bibliotek. 

Forfattere, foredrag, filmmusik og familielæsekredse
I det store og brede udbud af arrangementer, Middelfart Kultur & Bibliotek har sat i søen i det kommende efterår, vil der være noget for både børn og voksne, for kvinder og mænd, for familier, for læsehesten og for musiknørden. Vi får bl.a. besøg af den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson, som deltager i Sindssyg God Søndag den 1. september i Teglgårdsparken. Det samme gør Karen Fastrup, der var indstillet til DR Romanprisen i år for sin autofiktive roman ”Hungerhjerte”.

Du kan også i løbet af efteråret møde de to stand up-komikere Thomas Wivel og Mette Frobenius, når de underholder med foredraget ”Vild med ord”. Også Sofie Jama, som er romandebuteret med den meget roste bog ”Et andet menneske, et andet liv”, og Lotte Kaa Andersen, som har skrevet den populære triologi ”Hambros Alle 7-9-13”, lægger vejen forbi KulturØen. Det samme gør børne- og ungdomsforfatteren Mette Finderup, tidligere vinder af ”Alene i vildmarken” Jon Lindberg, Josefine Klougart, Manu Sareen og hækledronningen Sidsel Sangild for blot at nævne nogle få. Og så er der foredrag om aktuelle emner som hvidvask og den finansielle sektors troværdighed og livet som såkaldt ”seenager” – det gode liv efter de 60. 

I de åbne og gratis Oasecaféer kan du blive klogere på så forskellige ting som den danske digter Inger Christensen, fransk pessimisme, brunsvigeren, robotteknologi, kaffe og kød. Og for den musikinteresserede er der foredrag om både filmmusik og jazzens historie, lytteklubber, Klassisk Søndag og selvfølgelig Fyraftenssang.

Vanen tro har vi også inviteret nogle af de bedste børneteaterforestillinger, og for de lidt større børn er der bl.a. både Readathon og badges-værksteder i efterårsferien samt de hyggelige Familielæsekredse.

Alt det og meget mere kan du læse om i OPLEV, som du også kan hente på nedenstående link
> Hent OPLEV