Olsens Trio
Olsens Trio

Vi synger foråret i møde - sammen

12.03.19
Folk i Middelfart er sangglade, og den 18. marts er det toner fra Olsen Trio, som leder fællessangen til Fyraftenssang på KulturØen.

100 sangglade mennesker kan ikke tage fejl. Det er dejligt at synge sammen og derfor har der været fuldt hus til de sidste to arrangementer med Fyraftenssang på KulturØen.

Der er absolut ingen grund til, at der skal møde færre op denne gang, hvor foråret selvfølgelig skal hyldes med nogle af de dejlige sange, som hører årstiden til. Derudover skal vi bl.a. høre og synge sange fra Sigfred Pedersen og Osvald Helmuth.

Alle er velkomne til denne hyldest af den danske sangskat.

Spillemand, spil lystigt op
Det er den lokale trio, Olsen Trio, der har valgt, hvilke sange, vi skal synge. Olsen Trio består af Ole Liisborg på bas, Mogens Olsen på klaver og sanger Gunnar Jensen, og det er de tre herrer, der står for musikledsagelsen, når vi synger foråret i møde mandag den 18. marts kl. 16.30-18.00 på KulturØen. 

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage. Kun lysten til at synge – eller lytte.

Fyraftenssang er arrangeret i samarbejde med DOF Middelfart MusikAftenskole.