Publikum til sidste års Festlig Fredag

Festugen nærmer sig

10.07.18
Der bliver fuld knald på alverdens kulturelle aktiviteter og tiltag, når Trekantområdets Festuge i slutningen af august præsenterer et massivt program med kulturoplevelser.

Programmet for Trekantområdets Festuge 2018 er blevet offentliggjort, og i den fynske del af programmet for Middelfart, kan publikum se frem til at opleve alt fra dans på rådhuset til Claus Holm, der laver fynske retter på Nytorv og et væld af koncerter med f.eks. Jakob Sveistrup og flere lokale bands.

I år er det 6 år siden, at kulturaktører i Trekantområdet for første gang gik sammen og inviterede til festuge i uge 35. Festugen er vokset år for år - og 2018 bliver ingen undtagelse. Der er i år 450 arrangementer på programmet og Middelfart alene står for de 96 af dem.

Fra historisk vandring til youtube-stjerne
Programmet for årets festuge er både omfangsrigt og alsidigt og indeholder arrangementer inden for musik, litteratur, kunst, performance, teater, børneoplevelser og meget, meget mere. 
Det hele kulminerer i den årlige kulturfest Festlig Fredag - det som hed kulturnatten tidligere. Festlig Fredag byder på spændende arrangementer for både børn og voksne.

Som noget nyt i år kan man tage på historisk baggårdsvandring i den gamle bydel og lytte til underholdende by-fortællinger, se arkæologiske fund og høre middelfartsang. På tovet kan man opleve springgymnaster og cirkusstemning, og på KulturØpladsen læser Kim Fupz Aakeson op fra Vitello-bøgerne.

Mød også YouTube-stjernen Julia Sofia, som fortæller livet som you-tuber og om sin bog ’Smuk indeni – smuk udenpå’. Hele byen er i sving og der er aktiviteter hele eftermiddagen og aftenen.

Trekantområdets Festuge begynder den 24. august og varer til den 2. september. Gå på opdagelse i programmet på festugens hjemmeside