Det store i det små - en revolutionerende opdagelse
Nå, okay… Selv om jeg i den foregående klumme følte mig ’åh, så gammel’, har piben nu fået en helt anden lyd. Jeg har nemlig i mellemtiden fundet ud af, at ’man lærer så længe, man lever’, og det er ganske vist! I hvert fald har jeg i en alder af 47 opdaget en ting, som utallige andre nok har vidst i en menneskealder, men det var åbenbart ikke noget, jeg tidligere har haft anledning til at erfare. Men nu er jeg så blevet så meget klogere. Det er meget dejligt.
Min nyopdagelse drejer sig om noget så simpelt som: En brystlomme. Og det jo ikke fordi, jeg aldrig tidligere har vidst, at noget sådant eksisterede, men for det første har jeg muligvis aldrig tidligere været i besiddelse af én, og for det andet troede jeg, at det kun var folk med læsebriller og kittelklædte læger, der kunne finde anvendelse af bemeldte foranstaltning. Men NU har en ny verden åbnet sig for mig! Takket være en beklædningsgenstand jeg for nylig har anskaffet mig, og som (rigtigt gættet) har en brystlomme på sig.
Med endnu en reference til min foregående klumme (det ender med at blive en føjleton, det her) kan jeg afsløre, at jeg den dag i København, hvor jeg mest at alt følte mig som Danny Glover, og hvor decibellerne i byens tøjbutikker nær havde taget pippet fra mig, faktisk midt i infernoet fik købt en skjorte. Jeg er helt vildt glad for den og tager den på, så ofte det kan forsvares. Og da jeg forleden lagde an til at drage på den genopstandne Midtfyns Festival, var jeg så altså iført denne skjorte. Som – og dét er værd at bemærke – er beriget med en brystlomme.
Det med brystlommen havde jeg ikke tidligere taget notits af, men på vej ud ad døren står jeg med en hårelastik i hånden, som jeg ikke skulle have i håret lige her og nu, men helt sikkert senere på dagen. Jeg havde allerede taget min rygsæk på ryggen, og mine bukser var lomme-løse, og derfor – ved et rent tilfælde (eller måske en slags åbenbaring?!) – kom jeg hårelastikken i brystlommen.
Well… Der lå så elastikken, som jeg ganske rigtigt fik brug for senere, og som jeg nu havde lige ved hånden (eller rettere: ved brystet). Og herfra tog det fart! Pludselig var der ingen grænser for, hvad jeg kunne finde på at putte i den lomme: Cigaretter, tændstikker, nøgler, hårelastikken igen, festivallens program og andre (mindre) tryksager, tyggegummi m.m. Så euforisk var jeg over min opdagelse, at jeg fuld af begejstring måtte dele min glæde med de omkringværende, som på deres side ikke virkede videre overraskede endsige berigede. Enten vidste de det godt i forvejen, eller også hører de blandt dem, som bare ikke kan se ’det store i det små’. Hvad jeg (hånden på brystlommen og dermed hjertet) nok må indrømme, at denne vederfarelse henhører under. Men ærligt talt: I disse for vort land så dårlige tider, er det da saliggørende at kunne glædes over noget så simpelt som et lille stykke stof, der er syet fast på en andet stykket stof. Det gælder bare om at ha´ et åbent (og lettere naivt) sind.