Hvad man kan lære af katte og Pixibøger
Som varslet i min forrige klumme, bliver vi denne gang i Pixibogs-universet, hvis historier man ingenlunde bør underkende. Pixibøgerne har rødder helt tilbage til 1953, og de produceres stadig, så der må immervæk være løbet nogle Pixibøger gennem det litterære system i årenes løb.
For at underbygge min påstand om, at Pixibøgernes historier både kan gavne og fornøje, vil jeg nu fremdrage to eksempler på lærerige fortællinger – dels ’Missemuffedisserne’, som findes i den Pixibog, der hedder ’To små katte’, og dels Pixibogen ’Misse-katte’. Vi kommer med andre ord til at bevæge os i kattenes verden, som dog i disse to tilfælde minder forbavsende meget om menneskenes.
I ’Missemuffedisserne’ møder vi tre små, søde killinger, der har været så uheldige at miste deres muffedisser. (Her er jeg nødt til at indskyde, at ”muffedisser” måske ikke er et helt velvagt ord for de beklædningsgenstande, misserne har. Det er rettere – ifølge illustrationerne – nogle meget fine sorte net-handsker, men det skal man nok ikke hænge sig så meget i.)
Nå, men som sagt: Misserne har indledningsvis tabt deres muffedisser, og de græder i vilden sky, mens de klager deres nød til deres mor. I bedste pædagogiske stil (husk på: vi taler ret beset om katte!) er morens udmelding, at når misserne har været så uforsigtige at tabe deres muffedisser, så får de ingen kage! (Her ser killingerne decideret bestyrtede ud.) Heldigvis vendes sorg snart til glæde, idet de tre søde kissemisser, genfinder deres muffedisser – og dermed også gør deres mor glad. Og så får misserne selvfølgelig kage. MEN!!!! Muffedisser og kageindtag er en dårlig kombination, og der sker det uundgåelige, at misserne kommer til at spilde på deres fine muffedisser. Og denne gang går det så galt, at moren simpelthen bliver så ked af det, at hun begynder at klage, som der står. (Jeg forestiller mig en slags jamren, og de fleste ved jo, hvordan katte kan lyde – især om foråret - og dét er ikke kønt.) Nu bliver misserne betuttede: De har gjort deres mor ked af det. Og dét er faktisk værre end ikke at få kage. Gud-ske-lov ender alt i fryd og gammen, da de snarrådige killinger selv vasker de snavsede muffedisser, og kattemoren bliver så glad og stolt.
Og hermed kan man lære sine børn, at det for det første er vigtigt at passe på sine ting, og for det andet at man selv tager sig af tøjvask fra man er ganske lille.
Endnu et eksempel på misse-opdragelse finder man i bogen ’Misse-katte’, hvor killingen Knur har den kedelige vane ustandselig at gå med sin tommeltot i munden. (Et udbredt fænomen i katteverdenen, åbenbart.) Knurs mor, fru Kat, aner ikke sine levende råd og klager sin nød til de omkringværende som fx fru Gris, fru Får og Hønemor. Men problemet løser sig selv, da Knur får nogle venner: Han har suttet på sin tommeltot, fordi han har kedet sig.
Moralen her lader til at være, at lediggang er roden til alt ondt.
Det kan ikke vare længe, før pædagoguddannelsen får øjnene op for Pixibøgernes kvaliteter.