Flashback og salatblad
Det er de underligste erindrings-knapper, der nogle gange bliver trykket på. De fleste af jer kender det sikkert: Når man mindst venter det, bliver man ramt af et minde, som er udløst af noget, der måske ellers ikke som udgangspunkt havde meget med mindet at gøre. Og er man rigtig heldig, fører stikordet og det efterfølgende minde en stemning med sig, som både kan være svær at beskrive og svær at slippe igen. Rigtig gættet: Det er et sådant tilfælde, jeg vil søge at udfolde i nærværende klumme. (Og samtidig ønske for jer alle, at I også fra tid til anden rammes af den slags. Lad os bare kalde det gode minder – men det er også noget andet.)
Well… Det hele begyndte med en madopskrift. Opskrifter er også interessant læsning, og derfor sad jeg forleden i min seng – læsende madopskrifter. (Jeg er en virkelig dårlig kok, men det ikke fordi, jeg ikke prøver – så er det sagt.) Nå, men i en opskrift – jeg husker ikke på hvad – optrådte ordet ’salatblad’. Det er ikke som sådant noget underligt ord eller særligt specielt, men det er nok alligevel ikke hver dag, jeg støder på det ord – mit store forbrug af ord til trods. Næppe havde min hjerne registreret ordet, før jeg så et billede for mig af en tegnet kanin, der med sine fine kanintænder bider i et (salat)blad. Billedet var yderst præsent og ganske påtrængende, og jeg måtte lade opskrift være opskrift for at forfølge det billede. Hvor kom det fra? Og hvor og hvornår havde jeg set det?
Langsomt begyndte det at dæmre. Mit tidligste møde med historier (kald det bare litteratur, hvis du synes) gik, som det nok gælder for mange andre 70´er børn, gennem Ælle-Bælle-bøger og Pixi-ditto. Og jeg var nu næsten sikker på, at jeg måtte opsøge mit Ælle-Bælle-bibliotek for at finde kaninen og dermed den stemning, der havde grebet mig under opskrifts-læsningen. Ud af sengen og hen til skabet, hvor både mine egne og min (nu store) datters børnebøger er opbevaret. Og i stakken af Ælle-Bælle-bøger var ganske rigtigt den eftersøgte kanin: Bette Prås (jeg havde glemt hans navn.) Og jeg havde også glemt, at det faktisk ikke var et salatblad, men derimod et blad fra et kålhoved, Bette Prås spiser, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Det er vel godt 40 år siden, Bette Prås og de andre Ælle-Bælle-bøger var en aktiv del af mit liv – men de ligger åbenbart bare og venter på at blive vækket. Af et helt tilfældigt ord, en helt tilfældig aften, i en helt tilfældig kogebog.
> Bestil 'Bette Prås' på bibliotek.dk
(Nu hvor jeg har Ælle-Bælle-stakken fremme og bladrer den igennem, kan jeg konstatere, at min brors Ælle-Bælle-bøger også er iblandt. Jeg ved, det er hans – for de siger mig ikke en hujende fis. Gad vide, om han en dag, helt uforvarende, bliver mindet om indianeren Lille Lydløse eller elefanten Lille Rynkedor og hans venner?!)
> Bestil 'Lille Lydløse' på bibliotek.dk
> Bestil 'Lille Rynkedor og hans venner' på bibliotek.dk
Og så kan I ellers glæde jer til næste klumme, hvor I bl.a. skal møde nogle misser, der går med muffedisser og en anden lille kat, som har en dårlig vane. Igen baseret på 40-årige følelser, fortællinger og fine fornemmelser.