Man må sno sig
Det er blevet en ny, fast del af tilværelsen at lade sig teste (som det hedder i folkemunde.) De fleste vil vide, at det handler om en (helst negativ, hvilket er positivt) corona-test, og en sådan skal man gerne kunne fremvise, hvis man vil deltage i noget, hvor flere mennesker er samlet på samme sted – det være sig et spillested, en restaurant, en biograf el.lign. Derfor valfarter vi nu til de sporadisk placerede teststeder for at lade os kvikteste og derved erhverve os den eftertragtelsesværdige negative test.
For mit eget vedkommende benytter jeg som oftest det teststed, man har etableret på Odense Rådhus. Der er som regel kø (kortere eller længere, men jeg forbavses nu tit over, hvor hurtigt det alligevel går), og denne snor sig på snedig vis rundt på såvel pladsen foran Rådhuset som inde i selve salen, hvor testene foretages. Eftersom jeg frekventerer denne corona-kø ganske ofte, har jeg gjort mig visse observationer, som – trods det beklagelig udgangspunkt – har glædet mig såre: Der står faktisk altid nogen i køen med en bog i hånden. Og de læser også i den. (Bogen, altså – ikke hånden. Selvom der jo også er nogen, der gør sig i dén slags.)
Da den første begejstring over at finde med-læsere i corona-køen havde lagt sig, blev det mig pludselig inderligt magtpåliggende at finde ud af, hvad det var, de andre stod og læste. Selv læste jeg den pågældende dag ’Det dér og dét der’ af Louise Juhl Dalsgaard, og jeg kunne i hvert fald se, at de to andre læsere havde fat i nogle bøger, der var tykkere end min. Dén side af sagen var det nemt nok at afgøre. Sværere blev det, da jeg skulle finde ud af, hvad det var for bøger. Det kræver jo et blik på (helst) bogens forside, og dén kan det godt være vanskeligt at øjne, idet den gerne vender nedad, når folk står op og læser. Jeg måtte altså kaste mig ud i en længere række af legemsøvelser, som nok ikke har set helt naturlige ud – men det lykkedes mig faktisk at skaffe de ønskede oplysninger.
> Lån 'Det dér og dét der' på eReolen
Først prøvede jeg med den klassiske mit-snørebånd-er-gået-op-og-jeg-må-hellere-bukke-mig-ned-for-at-binde-det. Således i knæ kunne jeg, ved at dreje hovedet lidt, kigge op under den fremoverbøjede bog og se dens forside. Det var ’Farskibet’ af Glenn Bech. Og nej – jeg var IKKE iført fodtøj med snørebånd, men jeg fingerede et andet problem vedrørende mine fødder, som kun lod sig løse, hvis jeg indtog denne knælende stilling.
> Lån Farskibet
Værre var det med feltets anden læser. Vi stod så tilpas forskudt, at førnævnte stilling ikke var meget bevendt. Nu måtte jeg i stedet for svinge overkroppen så langt bagover, det var mig muligt uden at kæntre, mens jeg med et lille vrid mod højre kunne få mit hoved til at pege i den rette vinkel, hvorved bogforsiden blev synlig. Han stod og læste ’En lykkelig slutning’ af Maren Uthaug (meget apropos i.f.t. den nærværende epidemi.)
> Lån 'En lykkelig slutning'
Siden hen har jeg oplevet at fænomenet spreder sig. En dag var vi fire læsere – med kun få andre kø-deltagere imellem os – der stod på en række og læste. I en bog, forstås. Desværre bar mine manøvrer ikke frugt denne gang: Uanset hvordan jeg vendte, drejede, snoede og strakte mig, var det mig ikke muligt at se forsiden på de andres bøger. Fandens osse!
I dag skal jeg til test igen. Og jeg har varmet op med øvelser-på-gulv hjemmefra.