Hvis ikke nu - hvornår så?
Ja, jeg ved det godt: Der er virkelig mange, som ikke oooooorker og i dén grad ikke længere giiiiiider at høre mere om corona, og som bare ønsker den hen, hvor peberet gror. (Selvom man jo må formode, at den sådant set allerede i et eller andet omfang befinder sig dér, eftersom der jo er tale om en global pandemi. Men altså…) Og lad det bare være sagt igen-igen: Der er et utal af gode grunde til at forbande den. Nogle har lidt mere end andre, siden dens indtog, og lykkelig være dén, som kun er svagt mærket af dens tilstedeværelse.
Nu er denne klummeskriver jo ikke sortseer af natur, og har bestemt heller ikke grund til at være det – i hvert fald ikke i corona-mæssig henseende – og for dét takker jeg min Gud og Skaber. Tværtimod har jeg, som i forvejen trives fortrinligt i mit eget selskab og som ikke har store sociale behov, jo fået en masse hjemme-tid foræret, og den tid forvalter jeg – vanen tro – samvittighedsfuldt og frugtbart. (Når man lige ser bort fra de mange timer, jeg har brugt på at spille Candy Crush, men fred nu være med det.)
Dog kom jeg i et særdeles overmodigt øjeblik til at udfordre mig selv mere, end hvad der må regnes for realistisk. Der skete følgende: På Litteratursiden, som jeg næsten dagligt tjekker for nye anmeldelser, faldt jeg over anmeldelsen af en nyoversættelse af Dostojevskijs klassiker 'Brødrene Karamazov'. Den har jeg ikke læst (endnu), men det fik mig til at tænke på, at jeg vist i en kiste (det lyder både fint og old school og meget litterært at have ting og sager opbevaret i en ’kiste’, og så er det ikke desto mindre sandt!) opbevarede – og hold nu fast! – Dostojevskijs samlede værker. Her er tale om en stak paperbacks med en ganske lille skrift, som egentlig ikke gør bøgerne vanvittigt læseegnede, men som omvendt gør, at hele Dostojevskijs forfatterskab kan stuves sammen i en papkasse, der måler ca. 40x20 cm, hvilket i sig selv må siges at være imponerende nok.
> Læs anmeldelsen af Brødrene Karamazov
> Lån Brødrene Karamazov (tidligere udgave)
Jeg fandt Fjodors samlede værker frem og kunne ret hurtigt vurdere, at jeg indtil nu har læst følgende værker af den store russiske forfatter: ’Dobbeltgængeren’, ’Hvide nætter’, ’Forbrydelse og straf’, ’Den evige ægtemand’ og ’Kældermennesket’. Det er selvfølgelig noget, men det betyder jo også, at jeg, som sagt, ikke har læst ’Brødrene Karamazov’, og jeg har heller ikke læst ’Idioten’, hvilket nogle vil påstå, gør mig til en sådan, da dén – sammen med ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamazov’ – må regnes blandt hans hovedværker.
> Lån Dobbeltgængeren
> Lån Hvide nætter
> Lån Forbrydelse og straf
> Lån Den evige ægtemand
> Lån Kældermennesket
Optændt af en slags hellig ild tænkte jeg, at det vel nok var på høje tid at kaste sig over ikke alene ’Idioten’, men også alle Dostojevskijs øvrige værker, når nu de ligefrem var indenfor min rækkevidde, og således fast i troen (yeah, right!) har jeg nu ophøjet Dostojevskijs samlede værker til at trone i min reol, hvortil jeg har frit udsyn, når jeg sidder i min sofa, som jeg bl.a. gør i dette skrivende moment. Der er bare det ved det, at jeg ikke længere føler mig helt så kaldet til at give mig i kast med værkerne som den dag, jeg fandt dem frem. På den anden side set: Hvis ikke nu – hvornår så?