Noget om det søde punktum
Det er ikke alting, der er en logisk rækkefølge på. Dét slog mig, da jeg forleden sad på den underskønne Café Fleuri i hjertet af Odense og ventede på min bedre halvdel. Her kan man, foruden at købe noget at spise og drikke, læse i aviser og blade eller bladre i flotte og hyggelige kogebøger, som ligger der for det samme. Jeg greb en kogebog (det var tilfældigvis ’Aarstidernes nye livretter’) og begyndte engageret at kigge i den – bagfra. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt. For der er jo tradition for, at det er her, opskrifterne på bagværk og desserter gemmer sig. Og det er netop det område indenfor gastronomien, der interesserer mig mest.
> Lån Aarstiderne nye livretter
Af samme grund er det også altid menukortets sidste sider, der har min opmærksom, hvis jeg en sjælden gang besøger en restaurant. Og sådant et sted kunne jeg aldrig nogensinde drømme om at bestille en forret af frygt for, at jeg så ikke kunne spise dessert.
Det lader altså til, at det der med det søde er noget, der per definition kommer til sidst – både i kogebøger, på menukort og dermed i et måltid. Det er lidt som om, desserten er blevet sat sidst i køen, for ikke at sige skammekrogen. Som om det er sådant noget, man kun kan komme i nærheden af, hvis man har slæbt sig igennem alt muligt andet kedeligt først og derved gjort sig fortjent til den. På den anden side kan man så selvfølgelig også betragte det som en slags gevinst eller belønning, men stod det til mig, kunne desserten nu godt bringes lidt mere i rampelyset. Nå ja, og være lidt større sådan i det hele taget.
Ved nærmere eftertanke og jævnfør min egen erfaring kan jeg dog godt se, at der måske er en helt naturlig forklaring på, hvorfor det søde indslag altid skal komme til sidst. For er der ikke noget med, at det rent biologisk giver god mening? Det satte jeg mig for at undersøge (som en slags ’dessertens advokat’), og i den forbindelse faldt jeg over en artikel på videnskab.dk, hvori jeg bl.a. kunne læse, at nogle mennesker kan få lavt blodsukker efter et større måltid, og derfor vil de føle behov for noget sødt. HA! Sådan én er jeg! Helt sikkert! Og dermed må jeg jo nok se mig slået i hartkorn med murermester Jessens brovtende kone (spillet af Bodil Udsen) i ’Matador’. Det er jo ikke fordi, hun har LYST til noget sødt. Næh – hun TRÆNGER!
> Lån Matador
Den næste overvejelse man derefter bør gøre sig, er naturligvis, hvorvidt det er tilrådeligt at give efter for sin trang. Jeg er nu overhovedet ikke i tvivl.