Tid til at tænke

Marias Klumme 2020:01

Forleden dag stødte jeg rent tilfældigt på nogle vise ord, som ikke har sluppet mig siden: Min datter har en evighedskalender, hvor der for hver dag i året står noget klogt. Og da jeg en dag kom forbi hendes skrivebord, hvor bemeldte kalender står, kunne jeg ikke undgå at bemærke følgende guldkorn:

Tænk før du taler. Læs før du tænker.

Jeg synes, man jævnligt bliver mindet om, at det er ret afgørende, at man tænker (i det omfang, man er i stand til det), inden man taler. Det er der uhyre mange fordele ved, og i disse SoMe-tider får jeg egentlig lyst til også at plædere for, at man tænker, før man skriver. Selv benytter jeg mig ikke af såkaldte sociale medier, som i øvrigt for mig at se er noget af det mindst sociale, man kan forestille sig, men jeg registrerer, at mange andre gør. Rigtig mange andre! Og fra dem (alle de rigtig mange andre) hører jeg, at tonen til tider kan være pænt hadsk, og det må da være anstrengende at navigere i. Så måske… Hvis man også tænkte, før man skrev, kunne det være, disse udfald kunne tones noget ned.

Så altså: Vi er i forvejen bekendte med, at det er smart at tænke, før man taler (og skriver). Men jeg har aldrig – før nu – tænkt(!) over, hvad der egentlig går forud for tænkningen. Og det viser sig så nu til min store glæde, at det kunne være læsning! Ved nærmere eftertanke er det vel også naturligt nok. Det er jo det ufatteligste, man kan erfare gennem læsning. (Kan man egentlig tale om ’erfaring’ som sådan, når det ’kun’ er noget, man har læst om? Det må udforskes i en kommende klumme. Mind mig lige om det.)

Hvis vi lige her og nu holder fast i, at man erfarer noget via læsning, giver det god mening, at man beriger sig mentalt og intellektuelt, når man læser. Og jeg forestiller mig, at det gælder, uanset om det er en bog, man synes om eller ej. Mon ikke vi altid henter et-eller-andet igennem de bøger, vi får læst? Det er ikke sikkert, vi mærker det med det samme eller i læse-situationen, men kanske at det så dukker op, når vi skal bruge det. Altså, når vi skal tænke – inden vi taler/skriver.
Og med disse ord ønskes I alle et rigtig godt læse- og tænke-år.

> Retur til Marias Klumme-arkiv