Så blev det (endelig) jul igen
Det kan umuligt komme bag på nogen: Julen er her igen. Heldigvis og Gud-ske-lov. Nogen elsker den, andre hader den, og så er der nogle helt tredje, som kan lide noget af den, men ikke det hele. Nogen synes, juleriet begynder for tidligt, mens andre priser de første tiltag velkomne, når de dukker op i løbet af efteråret.
Hjemme hos os er vi så udpræget julemennesker. Ikke dermed sagt at vi hænger pynten op allerede i efterårsferien og klipper stads året rundt, men vi bliver ganske eksalterede jo tættere vi kommer på december. Og det skyldes først og fremmest én ting: Julesangene! Så denne klumme er en hyldest til de julesange, der har formet mit juleliv, siden jeg var lille, og som til stadighed kan vække de allervarmeste julefølelser i mig.
Den første
Jeg har sagt det før og gentager det gerne uden at rødme: Erindringer er noget af det mest upålidelige, man kan forestille sig, men alligevel hiver vi dem frem i tide og utide. Jeg mindes (og ta´ endelig dét med et gran salt), at den første julesang, jeg lærte teksten til, var ’Juletræet med sin pynt’. Jeg mener, at min mor og jeg sang den, når vi kørte i bil. Hun ved rattet og mig på bagsædet. Eller rettere sagt: Nok mere mellem de to forsæder, hvor børn jo gerne hang dengang i 70erne, hvor man ikke skulle spændes fast.
Jul i 80erne
Det er vel nærmest en naturlov, at juleminderne fra dengang man var barn, er nogle af de mest sejlivede. Og derfor er de danske julehits fra sidst i 70erne til op i 80erne også indpodet i min jule-DNA. I kender dem godt: ’Endelig jul igen’ (1979) med Gasolin’, ’Den himmelblå’ (1980) med Shu-bi-dua, Gnags´ julesang (1983) med den fine morale, og ’Når sneen falder’ med Søs Fenger og Thomas Helmig samt ’Jul det´ cool’ med MC Einar, som begge er fra 1988.
Første jul som udeboende
I 1995 sendte TV-2 voksenjulekalenderen ’Juletestamentet’, som min veninde Rikke og jeg troligt fulgte med i i vores første og fælles lejlighed. Soundtracket er stadig noget af det bedste julemusik, jeg kan komme i tanker om.
Gra(h)vid jul
I december 2004 var jeg højgravid. Min datter er født den 25. december, så det siger næsten sig selv. En fredag aften lod jeg mig underholde af det dengang uhyre populære program ’Drengene fra Angora’, hvori Danmark for første gang blev præsenteret for den nu efterhånden legendariske julesang ’Jul i Angora’. Siden dengang har jeg altid følt mig en lille smule gravid, når jeg hører det nummer.
En favorit og en fuser
Selvom julesange i sagens natur alle omhandler højtiden, kan de alligevel være ret forskellige i deres indhold. Og netop når det kommer til indhold, har jeg en klar favorit: ’Santa Baby’ – og helst i Eartha Kitts version. Jeg synes, det er fuldkommen fair, at kvinden minder Julemanden om, hvor meget fis og ballade, hun er gået glip af, samt hvor mange mænd hun IKKE har kysset, for at få hvad hun ønsker sig. Hvilket ikke er så lidt, men hvorfor skulle man ikke satse lidt stort i julen?
Med fare for at blive lynchet, vil jeg her på falderebet så også give min absolutte hade-julesang et par ord med på vejen. Sangen er elsket, det ved jeg, og måske ville jeg faktisk også selv savne den, hvis der skulle være et år, hvor det rent faktisk lykkedes mig at undgå den. Men det tror jeg nu aldrig kommer til at ske. Vi taler nemlig om Whams udødelige hit ’Last Christmas’. Undskyld, verden, men dén kunne jeg godt undvære.