Godt spørgsmål! Eller ej?
Det er jo ikke fordi, jeg selv er ufejlbarlig. På ingen måde! Alene mit klumme-kartotek i sig selv afslører, hvor mange fejl og mangler, der er behæftet med min person. Hvis nogen orker, er I mere end velkomne til at søge tilbage for at tjekke, hvor mange mindre heldige sider jeg har udstillet undervejs. Men dét skal nu alligevel ikke forhindre mig i at slå ned på en, for mig at se, kedelig tendens i det danske talesprog og dermed i vores almindelige kommunikation som sådan.
Folk må tale, som de vil, bevares. Dialekter, medfødte udtaleproblemer, miljømæssige påvirkninger og andre faktorer accepterer jeg uden at kny. Jeg øver mig også i at lade folk tale færdig, inden jeg selv begynder, (det er en livslang øvelse – jeg håber, I synes, det går bedre for mig) og lytter (for det meste) opmærksomt, når nogen henvender sig til mig. Men der er et fynd-/fyld-ord (jeg ved snart ikke, hvad der er værst), som i dén grad har taget overhånd, og som kommer ud af munden på alle typer mennesker i tide og i utide. Ja, jeg ved såmænd dårligt, om jeg er i stand til at udtrykke uskikken på tryk, men her forsøger jeg alligevel. Here we go: ”Hvad-hedder-det-øhm….”
Kan I høre det for jer? Et svimlende, men for mig ukendt, antal danskere indleder i omegnen af 50 procent af deres sætninger med ordene: ”Hvad-hedder-det-øhm…” Altså… Er det et spørgsmål eller hva´? Og er det noget, andre burde forventes at kunne svare på? Eller er det for at vinde tid? I så fald, hvad skete der så med det gode gamle og langt mere præcise ”Øh”? Det kan for så vidt trækkes og strækkes og gøres lige så langt, det skal være. I hvert fald mindst lige så langt som det tager at sige ”Hvad-hedder-det-øhm…” Ja, I må meget ha´ mig undskyldt, men hvad er der egentlig galt med at vide, hvad noget hedder, før man åbner munden. Er det for meget for langt?
Endnu værre bliver det, når udtrykket på besynderlig vis transformerer sig til ”Hva´-det-hedder”. Omvendt ordstillig, ligefrem! Det bliver da også mere og mere subtilt. Eller dumt, om man vil. Ti dog stille, indtil du ved, hvad det hedder – det der!
Øh…. Ja, temperamentet kan jo ind imellem løbe af med én. Jeg beklager. Men nu ved du, at det ikke er særligt smart at indlede en samtale med mig med ordene: ”Hvad-hedder-det-øhm…”. For hvor f…. sku´ jeg vide det fra?