Om litteratur og hukommelse
Jeg er hverken gammel nok, stresset nok eller syg nok til at kunne påberåbe mig nogen som helst form for forståelse og/eller imødekommenhed, når jeg fra tid til anden afsløres i ikke at kunne huske. Altså, det er jo ikke så slemt, at jeg ikke kan huske mit eget navn, og jeg ved da også stadig, hvor jeg bor og hvordan, jeg kommer derhen. Jeg kan også genkalde mig visse elementer fra min skolegang, og jeg erindrer svagt, da Brixx vandt det Danske Melodi Grand Prix i 1982 med nummeret ”Video video”. Til gengæld er det rystende, hvor lidt jeg kan huske af den (megen) litteratur, jeg har læst – sagde damen, som nu altså lever af at udbrede sig om samme litteratur. Som hun lige har hævdet ikke at kunne huske. Dén la´r vi lige stå et øjeblik.
> Lån DVD bl.a. med "Video Video"
Det hænder jævnligt, at jeg konfronteres med mine mangler. Sådan må det jo gå, når man har sin daglige gang på et bibliotek, hvor folk kommer for at finde noget at læse i, og dermed med god ret regner med, at de kan spørge personalet for at få anbefalet en god bog. Eller som nogle af de mere faste lånere gerne spørger: ”Har du ikke læst noget godt for nyligt?” Min første indskydelse er altid at svare: ”Det ved jeg, helt ærligt, ikke. Jeg ANER DET IKKE!” Sagen er nemlig dén, at jeg på stående fod altid KUN kan huske den bog, jeg er i gang med at læse på det pågældende tidspunkt. Al anden lekture fortaber sig i glemslens tåger, og jeg er næsten parat til at påstå, at jeg ALDRIG har læst én eneste bog i hele mit liv (altså, bortset fra dén, der ligger på mit natbord lige nu.) Når den første befippelse har lagt sig, vil jeg dog til mit forsvar sige, at det som regel alligevel lykkes mig at komme i tanker om noget, jeg kan være bekendt at sende med folk hjem.
Men egentlig skræmmer det mig lidt. Så mange læsende år og så mange bøger – og så kan jeg kun liiiiiiiige til nøds huske om en given bog var ”god” eller ”dårlig”. Endnu et eksempel kan tjene til at understrege mit handicap: For få år, ganske få år, siden læste jeg hele Jo Nesbøs krimiserie om Harry Hole og var – så vidt jeg husker – gevaldig godt underholdt. Med god samvittighed har jeg derfor plæderet for, at min mand skulle læse samme serie, hvilket han, fornuftigt nok, har indvilliget i. Men når han efterfølgende forsøger at samtale med mig om de bøger, som jeg har talt så varmt om, bliver jeg ganske fjern og tom i blikket og aner pludselig ikke, hvad eller hvem han snakker om. Jeg anstrenger mig til det yderste, men der er bare ingen klokke, der ringer, når han opruller Harry Holes genvordigheder for mig.
Gevinsten, om end den er svær at få øje på, må være, at jeg nu både kan hævde at have læst serien om Harry Hole samt have den til gode – hvor komplekst det end må lyde.