Associationer og en danserinde, der blev reddet lige på et hængende hår
Association. Ja, man skulle måske ikke tro det, men det er faktisk et vidt begreb. Prøv bare at søge på ordet på Gyldendals www.denstoredanske.dk. Her bringes både astronomi og kemi i spil, og dét er altså emner, jeg ikke ynder at udtrykke mig om. Når jeg alligevel vælger at præsentere ordet her, skyldtes det nu ganske enkelt, at jeg har megen privat fornøjelse af at rende ind i ord, som får mig til at ”tænke på noget andet/lignende”, altså associere. Det er sådan en af dagligdagens små, gratis glæder.
Lad mig komme med et godt eksempel: Hver gang jeg støder på ordet ”jernbane” (og da jeg har min daglige gang i området, hvor Danmarks Jernbanemuseum ligger, sker det ofte), rinder følgende frække ”børne”-sang mig i hu: ”På en jernbaneskinne lå en nøgen danserinde” o.s.v. Dejlig, frisk melodi og i ørefaldende rim. Dén er svær at komme udenom. Og derfor var det mig også magtpåliggende, at mit eget afkom fik den lært så hurtigt som muligt. Man når langt i tilværelsen med en slagfærdig sang på læben.
Min datter var ikke ret gammel, før jeg tog fat på at lære hende sangen - ligesom hun også tidligt lærte at synge den gamle slager ”Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes” samt den desværre mindre kendte ”Åh, det er søndag” fra 1959 med en meget ung Dorthe Kollo. Den danske sangskat har gode kår hjemme hos os.
Nå, men sangen om den nøgne danserinde, der har været så letsindig at placere sit legeme på en jernbaneskinne, mens hun foretager obskøniteter med noget så ejendommeligt som et strå(!), var ganske let at lære for barnet, som dog stadig den dag i dag synger ”På en hjerne-baneskinne”. Og det er egentlig pudsigt, men hvis vi vælger at acceptere hjernebanen, og IKKE retter det til den oprindelig jernbane, har vi pludselig et helt andet set-up.
Hvis den nøgne danserinde ligger på en hjernebaneskinne, vil jeg mene, at hun er en fantasi, som foregår i en eller andens (sikkert en mands, for nu at være helt ærlig) hjerne. Og dermed lever danserinden med ét et meget mindre farligt og udsat liv, for på hjernebaneskinnen behøver man vel ikke at frygte, at et løbsk tog kommer susende. Nu er den arme dame i sikkerhed og kan muntre sig med sit strå, så længe hun lyster – selvom det jo beklagevis til slut bliver så slidt, at det ikke længere er meget bevendt.
Og er det ikke fantastisk, hvordan en association får ét menneske til at bryde ud i sang, et andet menneske til at synge med, men synge bare en lille smule forkert – og pludselig er verden blevet et meget bedre sted, fordi en danserinde uden tøj blev frelst fra den visse død i sidste øjeblik?!!
Moralen synes at være: Associér noget mer´!