Den standhaftige litteraturformidler

Vi kender det alle sammen: Der er noget, man skal eller bør – og så er der noget, man har rasende meget lyst til. I sjældne – yderst sjældne! - tilfælde kan dette ”noget” have karakter af både det ene og det andet, således at en gerning kan gennemføres med lige dele lyst og pudsen-glorie. I skrivende stund forsøger Deres ydmyge klummeskribent at komme i tanker om et eksempel. Det lader sig ikke umiddelbart gøre, men skulle der dukke et op undervejs, vil jeg straks indlemme det i denne klumme. Nu får vi se.

Jeg har ladet mig fortælle, at der findes dem, som ikke kan have en pakke Blå Kings liggende i køkkenskabet (nærmere betegnet dét lige til venstre for emhætten) uden at ryge dem. Interessant! Ligeledes skulle der også være nogle, som aldrig køber chokolade af den simple grund, at har de først købt det, så spiser de det også! (Her har jeg selv lidt svært ved at få øje på ”problemet”, men nogle emsige sundhedsapostle hævder, at der ER et. Hvor – om man tør spørge?) Nå, men endelig er der også dem, som dag ud og dag ind går og skæver til deres private portvinslager eller øl-depot, og sådant set ikke får fred i sjælen før både lager og depot er tømt. Og sådan har vi jo alle vores at slås med.

Mine indledningsvise overvejelser omkring skal, bør og lyst, hænger uløseligt sammen med evnen – eller manglen på samme – til at undlade at lade sig friste af noget, man inderst inde godt ved, man ikke burde røre med en ildrager eller et hvilket som helst andet stykke værktøj. Men har man nu en svag karakter (den slags er man som bekendt født med, og man kan derfor ikke stilles til ansvar), er det jo lettere sagt end gjort f.eks. ikke at åbne køkkenskabet til venstre for emhætten, tage pakken med de Blå Kings på den øverste hylde, tænde emhætten og lighteren i næsten én og samme bevægelse, placere cigaretten mellem læberne og så…

Hov, dér stak det vist lidt af med mig – tilbage til virkeligheden. Hvor jeg i øvrigt er en særdeles stålsat person, som aldrig ville lade mig forlede af hverken tobak, sukker eller alkohol. Men der er ét sted, hvor min selvbeherskelse sættes på en voldsom prøve, og det er, hvis jeg er så (u)heldig at få en krimi med indenfor døren.

Som litteraturformidler mangler jeg i sagens natur aldrig læsestof. Der skal (bemærk: SKAL) skrives anmeldelser og lektørudtalelser, ligesom jeg skal (her var det igen - påbuddet) forberede mig til diverse læsekredse og –caféer, booktalks, oplæg, forfatterinterviews m.m. Men når jeg i et svagt øjeblik, omgivet af al min lødige lekture, pludselig finder mig selv med en ny krimi i hånden af eksempelvis Torkil Damhaug, Lars Kepler, Jesper Stein eller Stefan Ahnhem, ja, så viser det sig, at jeg alligevel kun er et simpelt menneske. Jeg kan ikke kontrollere det – jeg er nødt til at læse den krimi, inden jeg gør noget som helst andet!

Til gengæld kan jeg garantere, at jeg aldrig ryger, drikker alkohol, spiser slik eller kage, render med drenge (eller piger), er løs på tråden, bruger for mange penge, går for sent i seng, taber hovedet, skælder ud eller undlader at bede aftenbøn.

> Læs Torkil Damhaug
> Læs Lars Kepler
> Læs Jesper Stein
> Læs Stefan Ahnhem